Lufthansa installerer mobilt bredbånd i sine fly

Flyselskabet Lufthansa installerer udstyr til mobilt bredbånd og sms-kommunikation på sine fly. Et pilotprojekt med Boeing fra 2004 fik aldrig rigtig luft under vingerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lufthansa installerer nu udstyr til mobilt bredbånd på 50 langdistancefly. I hele kabinen kan passagererne koble sig på det trådløse netværk - der fungerer ligesom et almindeligt offentligt hotspot - eller få mobil adgang med en enhed der understøtter GPRS. Der betales enten med kreditkort eller over telefonregningen.

Systemet giver også mulighed for at sende og modtage sms-beskeder med en almindelig mobiltelefon. Det betyder så også, at det nuværende forbud mod at bruge sin mobil i flyet bortfalder.

Den tyske flygigant har indgået en aftale med Panasonic Aviations om det nye system, der skulle være det første af sin art i verden. Allerede i 2004 startede Lufthansa sit første pilotprojekt sammen med Boeing, Connexion, hvor de flyrejsende kunne surfe ombord. Men Boeing fandt aldrig en fungerende forretningsmodel for sin mobile internet-tjeneste og den blev opgivet i 2006.

I sin pressemeddelelse nævner Lufthansa, at man helt bevidst har satset på at opbygge en tjeneste med meget høj båndbredde for at kunne understøtte kommende applikationer som f.eks. videokonferencer og telemedicin, hvor patientens vitaldata overføres til et sygehus på jorden.

Prisen for at bruge det mobile bredbånd i flyet ligger endnu ikke fast, men det bliver også muligt at betale med sine bonuspoint. Det skulle være sikkert, at de rejsende kan vælge mellem en række forskellige modeller, herunder en flatrate og betaling efter forbrug.

På længere sigt vil Lufthansa indbygge systemet i alle sine fly på de lange strækninger. Flyselskabet fortæller at Connexion blev brugt af 30.000 passagerer om måneden inden tjenesten blev lukket i 2006. De første fly med det nye system, FlyNet, starter til næste sommer.