Luftfartsindustrien venter dalende indtjening

Verdens flyselskaber skal være forberedte på et stejlere fald end ventet i rentabiliteten næste år, efter at luftfartsindustriens vigtigste repræsentative organ, IATA, har skåret forventningerne til indtjeningen i branchen i 2012 fra 4,9 mia. dollar til 3,5 mia. dollar.

Foto: STEPHEN MORRISON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

The International Air Transport Association (IATA) forklarer reduktionen i dets "best case scenario"-forventninger for 2012 med den europæiske gældskrise, og advarer om, at flybranchen i et "worst case scenario" med en dyb europæisk recession, vil kunne opnå et samlet nettotab på 8,3 mia. dollar næste år.

IATA fastholder prognosen om, at luftfartsselskabernes nettooverskud i år vil falde til 6,9 mia. dollar fra 15,8 mia. dollar i 2010. Herunder venter IATA, at europæiske luftfartsselskaber kan rapportere en indtjening på 1 mia. dollar i 2011 mod en tidligere prognose på 1,4 mia. dollar. Dette begrundes med "svage" EU-økonomier.

- Den største risiko, flyselskabernes rentabilitet står overfor i løbet af det næste år, er den økonomiske uro, der vil være resultatet af regeringernes forgæves forsøg på at løse EU's gældskrise, siger Tony Tyler, IATA's generaldirektør, i en meddelelse og fortsætter:

- Et sådant resultat kan føre til tab på over 8 mia. dollar. Det største tab siden finanskrisen i 2008.

Ifølge Financial Times er flytransport tæt knyttet til bruttonationalproduktet, og i sidste måned skar OECD 2012-prognosen for den økonomiske vækst i sine 34 medlemslande fra 2,3 pct. til 1,6 pct.

OECD skar samtidigt 2012-prognosen for den europæiske økonomiske vækst til 0,2 pct. fra tidligere 2 procent og indikerer derved, at EU kan tippe over i dyb recession, hvis ikke EU's ledere skrider til handling, skriver Financial Times.

IATA venter, at passagertallet vil stige med 6,1 procent i år sammenlignet med 2010. IATA estimerer dog, at passagerstigningen hos flyselskaberne vil blive opvejet af en svag statistik fra fragtselskaberne. IATA venter, at godsmængden vil falde 0,5 procent i år sammenlignet med 2010.

IATA efterspørger en global snarere end en EU-løsning til at tackle branchens krise, og vil samtidigt påpege ulempen ved højere passagerafgifter.

Sidste måned bekræftede den britiske regering, at der er planer om at hæve passagerafgifter med 8 procent fra april næste år, oplyser Financial Times.

Ritzau Finans