I en branche, der bundfrossen er gået en hård vinter i møde, er det tal, der stikker i øjnene: Siden april har ungarske Wizz Air oprettet cirka 250 nye ruter og åbnet 13 nye baser i Europa. Og selskabet, der har overgået selv Ryanair i lave omkostninger, er nu mere end klar til at gribe de chancer, der følger med den coronaskabte krise.
Dermed står selskabet, der ikke bare kalder sig lavpris, men »ultralavpris«, til at være blandt vinderne på vejen ud af coronapandemien. Krisen vil skille fårene fra bukkene, mener manden bag Wizz Air, og der er ingen tvivl om, hvilken flok József Váradi går efter at høre til.