Luftfartens ballademager er tilbage: Statsstøtte er »doping« og »crack-kokain«

Michael O’Leary, Ryanair-chefen, der er kendt som luftfartens ballademager, er mere markant end nogensinde med advarsler mod statsstøtte til luftfartsbranchen og skarpe udmeldinger om alt fra karantænekrav til social afstand på fly. Har han ret i, at statsstøtten decideret vil ødelægge branchen – og er det lavpriser, der kan redde den?

Ryanairs topchef, Michael O’Leary, har ofte klovnet for at markedsføre lavprisgiganten. I 2015, da han holdt pressebriefing på Radisson i København, var der dog ikke kun anledning til smil, men også en boykot af Ryanair i protest mod medarbejderforholdene at forholde sig til. Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Luftfartens frække dreng er tilbage.

Man skal være tilgivet, hvis man troede, at den iltre irer Michael O’Leary var blevet blidere med årene, da han sidste år i februar meddelte, at han ville trække sig fra den daglige ledelse af lavprisgiganten Ryanair for at lede en ny, overordnet koncernstruktur.