Lovgivere i USA vil lukke pirat-sider

Flere amerikanske senatorer vil udstyre regeringen med nye beføjelser til at jagte pirater.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En magtfuld gruppe af amerikanske senatorer vil udstyre det amerikanske Justitsministerium med fuldmagt til at lukke websteder med piratkopieret musik, film og software. Det er senator Patrick Leahy fra det Demokratiske parti, der har foreslået at myndighederne skal have nye muligheder for at komme piratkopieringen til livs.

Patrick Leahy er formand for justitskomiteen og dermed en af de mest indflydelsesrige politikere i senatet. Hans forslag har også fået støtte fra flere ledende senatorer fra det Republikanske parti.

Lovforslaget ville betyde at Justitsministeriet kan henvende sig til en domstol for at få lukket domænenavne for websteder med piratkopieret materiale. Hvis domstolen accepterer det, kan ministeriet herefter kræve at den ansvarlige domæneudsteder skal blokere domænenavnet.

Det fungerer selvfølgelig kun for amerikanske websteder. Men lovforslaget skal også gøre det muligt for de amerikanske myndigheder at henvende sig til internet-udbydere, betalings-selskaber og andre virksomheder for at få dem til at blokere websteder i udlandet.

Det kunne altså betyde, at amerikanske kortudstedere ikke må videresende betalinger til kendte udenlandske pirat-sites, og internet-udbydere i USA kan måske blive tvunget til helt at blokere for adgangen til de pågældende websteder.

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden fortalte tidligere i år, at man fremover vil lægge større pres på udenlandske regeringer for at få lukket piratservere. Det er især Rusland og Kina, som er en torn i øjet på amerikanerne.