Loewe får kinesisk partner

Tyske Loewe, der konkurrerer med Bang & Olufsen og balancerer på randen af insolvens, har fået sit ønske om en asiatisk partner opfyldt.

Foto: JOHN MACDOUGALL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyske Loewe, der konkurrerer med Bang & Olufsen og balancerer på randen af insolvens, har fået sit ønske om en asiatisk partner opfyldt. Loewe meddeler onsdag, at det har underskrevet en partneraftale med kinesiske Hisense International, der laver forbrugerelektronik med fokus på tv-området.

Formålet med partnerskabet er at høste synergier inden for indkøb, produktion, udvikling og salg, oplyser Loewe.

»Det vil skabe nye muligheder for distribution i de tekniske stormarkeder i Tyskland og i udlandet i tillæg til salget gennem de klassiske detailpartnere. Desuden vil Hisense give Loewe adgang til den seneste skærmteknologi på tv-området samt attraktive markeder i Kina,« skriver Loewe.

Loewe vil desuden stå for distributionen af Hisenses produkter via sine distributionskanaler i Vesteuropa. I første omgang vil Hisenses produkter komme på det østrigske marked. Dertil kommer, at Hisense vil få adgang til Loewes tv-software.

Aktien i Loewe stiger med godt 30 pct. til 2,28 euro på børsen i Frankfurt. Herhjemme er Bang & Olufsen derimod upåvirket og handler uændret i 53 kr.

»Aftalen gør ikke andet, end at den støtter Loewes overlevelse. Men jeg ser ikke aftalen som en væsentlig ændring af konkurrencebilledet. Det er nærmere status quo,« siger analytiker i Alm. Brand Markets Jesper Christensen til Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS