Løsning for konkursramt møbelvirksomhed udsat

Medarbejderne hos konkursramte Tvilum-Scanbirk, som havde håbet på afklaring i løbet af mandag, må vente lidt længere, skriver tv2oj.dk.

Kurator i konkursboet siger, at der ikke kommer afklaring i dag, mandag. Det kom frem efter dagens informationsmøde for møbelfabrikkens ansatte.

Medarbejderne er blevet suspenderet, indtil der er fundet en løsning.

Fredag blev de 700 medarbejdere sendt hjem uden varsel, og senere på dagen kom det frem, at virksomheden er erklæret konkurs.

Tvilum-Scanbirk er den største produktionsvirksomhed i Silkeborg Kommune.

Mens møbelfabrikanten har omsat for over en milliard kroner om året de sidste mange år, så har det løbende givet underskud.

Det seneste offentliggjorte regnskab, der dækker 2016, viste et underskud på elleve millioner kroner. De seneste fem år har selskabet dog samlet tabt 358 millioner kroner.