Løgismose spinder guld på skyr og salg til hoteller

Fødevarehuset Løgismose tjener millioner på at sælge skyr til de andre nordiske lande og gourmetprodukter til hoteller og restauranter. Løgismose landede for 2014 sit bedste regnskab i flere år med et overskud på over 21 millioner kroner.

Fødevarehuset Løgismose har succes med især salg af mejeri- og fødevarer. For 2014 landede koncernen som helhed et overskud på over 21 mio. kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Forbrugernes stigende appetit på gourmetfødevarer giver fart i regnskaberne hos Løgismose. Koncernen har både fremgang i omsætning og indtjening og landede for 2014 et overskud på 21,6 mio. kr. Sammenlignet med 2013 er overskuddet næsten 4 mio. kr større.

I 2014 har Løgismose rent faktisk haft underskud i tre ud af fire datterselskaber, men den overskudsgivende mejeri- og fødevareforretning skæpper med et overskud på 37,7 mio. kr. så godt i kassen, at de røde tal i koncernens andre virksomheder glider i baggrunden.

»Vi har for det første haft en rigtig flot vækst i vores gourmethandel, hvor vi importerer fødevarer fra udlandet og sælger til hoteller og restauranter. Derudover har vi fået hul på at sælge skyr til de andre nordiske lande. Skyr er noget, Løgismose har altid været gode til, så derfor er det dejligt, at der nu også er kommet gang i eksportforretningen,« siger direktør for Løgismose & Meyer, Steen Halbye om fremgangen.

Løgismoses produkter findes både i selskabets egen delikatesseforretning på Toldboden i København og på hylderne over hele landet i Dansk Supermarked. Løgismose har samarbejdet med Netto siden 2009 og forlængede for et år siden sin aftale med discountkæden.

Steen Halbye vurderer, at forbrugerne de seneste år er blevet langt mere interesserede i gourmetfødevarer. Han mener, at det er en trend, som vil fortsætte.

»Vi ser, at flere og flere danske forbrugere går efter kvalitetsfødevarer. Der er ingen tvivl om, at hvis du ellers kan finde en god balance mellem kvalitet og pris, så er der absolut en stor efterspørgsel til stede. Det ser vi på tværs af alle vores forretninger,« siger Steen Halbye.

Mens Løgismoses hovedforretning altså har fart på, giver både vin- og delikatessedelen samt ejerskabet af både Falsled Kro og restaurant Kong Hans i København underskud. Sidstnævnte havde i 2014 et underskud på godt 4,4 mio. kr.

»Vi har haft en ombygning på Kong Hans, som har kostet en del, da vi holdt lukket i periode, mens vi samtidig brugte en masse penge på at bygge om. I vores vin og delikatesseforretning havde vi tidligere fire butikker i de fire Magasin-kæder, men ved årets udgang gik vi ned til kun at være til stede på Kongens Nytorv. Det betyder, at der har været afviklingsomkostninger på de resterende tre butikker, hvilket ødelægger årets resultat,« siger Steen Halbye.

Restaurant Kong Hans har med årets underskud nu en negativ egenkapital på 2,7 mio. kr. Ifølge Steen Halbye er det dog ikke umiddelbart planen at skyde flere penge ind i restauranten, da det er håbet, at restaurantens drift kan rette op på de røde tal.

Kapitalfonden IK Investment Partners købte i november 2014 både Løgismose og Claus Meyers virksomhed, Meyers A/S. De to selskaber fusionerede efterfølgende.