Løgismose Meyers smider topchefen på porten

Tørk Furhauge er efter to år i spidsen for Løgismose Meyers færdig som adm. direktør.

Foto: Emil Hougaard. Tørk Eskild Furhauge, der siden 1. september 2016 har været adm. direktør, har ikke leveret resultater, mener bestyrelsen.
Læs mere
Fold sammen

Tørk Furhauges resultater har ikke været gode nok.

Sådan lyder det fra Løgismose Meyers bestyrelse, som har valgt at afslutte samarbejdet med adm. direktør Tørk Furhauge, skriver Fødevarewatch.

»Bestyrelsen takker Tørk Furhauge for hans arbejde. Han har været en vigtig drivkraft i udviklingen af en fælles struktur og fælles processer. Desværre er resultaterne ikke fulgt med«, siger Per Harkjær, der i maj blev ny bestyrelsesformand for koncernen, til onlinemediet Food Supply.

Store investeringer og beskedne resultater

De to tidligere succesfulde familievirksomheder Meyers og Løgismose fusionerede i 2015, da kapitalfonden IK Investment Partners købte dem. En sammensmeltning, der har vist sig at være en vanskelig opgave at tjene penge på.

I maj offentliggorde selskabet regnskab for 2017, der ligesom de to foregående bød på beskedne resultater.

Nettoomsætningen steg med 9 mio. kr. og endte på 1,09 mia. kr, mens koncernen havde et underskud på 42 mio. kr på bundlinjen. Et minus, der var større end i 2016, hvor det lød på minus 39 mio. kr.

Reultatet af primærdrift lød dog på 45 mio. kr. mod 40 mio. kr. i 2016. Løgismose Meyers har gennem de seneste tre år investeret mere end 110 mio. kr. i øget kapacitet, mens mange nye medarbejdere er kommet til virksomheden, som har knap 1.000 medarbejdere.

Bestyrelsesformand vil hjælpe ledelelsesteam


Per Harkjær oplyser, at bestyrelsen har iværksat en proces for at finde en ny adm. direktør, som »kan realisere det fulde potentiale i virksomheden og dens brands, samt eksekvere på virksomhedens vækststrategi«.

Mens rekrutteringsprocessen er i gang, vil Per Harkjær selv hjælpe Løgismose Meyers forretningsansvarlige team, indtil en ny adm. direktør tiltræder.

»Løgismose Meyers er en enestående virksomhed, som har et kæmpepotentiale. I bestyrelsen ser vi frem til at kunne præsentere den person, som skal være med til at udleve de ambitioner, vi har på virksomhedens vegne,« siger bestyrelsesformanden.

Tørk Furhauge har haft posten siden 1. september 2016. Han kom fra en stilling som adm. direktør for den familieejede svenske bagerikoncern Pågen og afløste dengang Steen Halbye som Løgismose Meyers topchef.