Tredje gang er lykkens gang.
Sådan lyder et ordsprog, som, kapitalfonden IK Investment Partners formentlig håber, holder stik. Den har nu fundet den person, der skal stå i spidsen for gourmetvirksomheden Løgimose Meysers, som den engelske kapitalfond købte og fusionerede i 2014.
Det bliver Jesper Uggerhøj, der kommer fra et job som direktør i pelsdyravlernes auktionsfirma Kopenhagen Fur, og som det seneste halvandet år har siddet i Løgismose Meyser bestyrelse, der bliver den tredje mand, som skal forsøge at få virksomheden til at tjene penge. Det erfarer erhvervsmediet Inside Business.
Ifølge mediet er kontrakten underskrevet, og Jesper Uggerhøj kommer til at afløse Tørk Furhauge, der for nylig blev fyret efter længere tid med skuffende resultater. Inden da nåede Sten Halby også at stå i spidsen koncern i kort tid, inden han forlod den gastronomiske virksomhed i foråret 2016.

Stort millionunderskud
Købet og fusionen af de to danske succesvirksomheder lignede fortællingen om et lykkeligt ægteskab mellem to kendte, danske familievirksomheder, hvor stifterne bag dem begge delte glæden ved og ambitionerne om mad og råvarer af høj kvalitet.
Men det fusionerede selskab har tabt over 100 millioner kroner på bundlinjen på tre år. Samtidig står omsætningen stort set i stampe, ligesom man endnu ikke har formået at hæve sin driftsindtjening før renter og afskrivninger til et niveau, der tilnærmelsesvis kan retfærdiggøre kapitalfondens købspris på 800 millioner kroner, skriver Inside Business.
Med kapitalfonden som drivkraft skulle ambitionerne ellers løftes, så maden, råvarerne og det gode måltid kom ud til de mange og ikke kun var forbeholdt en »snæver økonomisk eller kulturel elite«, som Claus Meyer udtrykte det i forbindelse med handlen.
Men de idealistiske ambitioner fra de to karismatiske madfamilier har været ramt af kaos, ledelsesflugt og voldsomme, interne spændinger.
I løbet af det første år sagde virksomheden farvel til en finansdirektør, bestyrelsesformanden, den administrerende direktør sagde op, alt imens andre nøglemedarbejdere smuttede. Samtidig har Berlingskes tidligere beskrevet, hvordan interne magtkampe mellem de medarbejdere, der kommer fra henholdsvis Løgismose- og Meyers-siden, har sat i kæp i hjulet på driften.
Jesper Uggerhøj kom til Kopenhagen Fur i april 2016 og var før det 3,5 år i Irma for 3,5 år. Tidligere har han blandt andet haft ledende stillinger hos Premier Is, Løgismose og Toms Gruppen.
Kopenhagen Furs nye adm. direktør bliver Jesper Lauge Christensen, der i dag er selskabets kommercielle direktør. Han tiltræder den 1. december.