Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
45-årige Jan Hylleberg står i øjeblikket midt i én af de vigtigste opgaver i sin tid som direktør for brancheorganisationen Vindmølleindustrien.
Regeringen har fremlagt et lovforslag om et nyt testcenter af vindmøller, men der er langtfra enighed blandt de politiske partier om, hvor det skal placeres.
Som spydspids for Vindmølleindustrien er det afgørende for Jan Hylleberg, at testcenteret kommer hurtigst muligt, ellers vil mange virksomheder inden for vindmølleindustrien flytte arbejdspladser til udlandet, så han gør alt for at forsøge at få politikerne til at blive enige om en placering.
»Man kan mærke, at Jan har hjertet med i det, han laver. Han tror virkelig på det, og det er vigtigt, hvis man skal påvirke politikerne,« siger Lars Aagaard, adm. direktør for Dansk Energi.
Jan Hylleberg har kun siddet i direktørstolen for Vindmølleindustrien i halvandet år, men har allerede fået et bredt netværk blandt andet på Christiansborg. Her betegner politikere fra både højre- og venstrefløjen ham som engageret og sympatisk. Han forstår, hvordan en lobbyist skal gebærde sig.
»Han er en solid lobbyist, fordi han også holder kontakterne, når der ikke er noget aktuelt, og så er han meget ærlig. Han spiller ikke med skjulte kort,« siger en af politikerne på energiområdet.
Vindmøller løser alt
Det er da heller ikke et fremmed job for Jan Hylleberg at være lobbyist. Tidligere har han haft samme funktion for Lægemiddelindustriforeningen, og også her blev han betegnet som professionel.
Men nu kæmper han for vindmøller for fuld kraft – nogle gange så meget at han er blind over for andre løsninger.
»Hvis man gik Jan på klingen, tror jeg ikke, man ville kunne opstille et problem, som han ikke kan løse med en vindmølle,« siger Lars Aagaard.
Da der i sidste uge var eksperthøring i forbindelse med lovforslaget om testcenteret, mærkede politikerne Jan Hyllebergs engagement på tætteste hold. Det fik de Radikales leder, Margrethe Vestager, til at spørge ham, hvorfor han sagde akut i hver anden sætning. Men for Jan Hylleberg er der virkelig tale om et akut problem.
»Det er helt afgørende for de virksomheder, der er i Danmark, at vi kan teste vindmøllerne i Danmark,« siger han. Hvis ikke virksomhederne kan teste vindmøllerne i Danmark, vil flere af dem flytte produktionen til udlandet,« siger han.
Stadig noget at lære
Hvorvidt Jan Hyllebergs kamp for testcenteret bliver en succes, er det for tidligt at svare på, men indtil videre har direktøren dog allerede sat sit præg på vindmølleindustrien. Han har været med til at samle industrien og fået sendt organisationens budskaber videre.
»Vindmølleindustrien er ved at blive et stærkere talerør for branchen, end vi har været tidligere. Han er i højere grad med til at sætte dagsordenen,« siger Arne Rahbek, kommunikationschef for Vattenfall Vindkraft, som er medlem af Vindmølle-
industrien.
Men selv om direktøren for Vindmølleindustrien gør det godt, har han stadig meget at lære, mener kommunikationschefen.
»Der er nogle facetter af vindmølleområdet, som han ikke har detaljeret kendskab til,« siger han og henviser til vigtigheden af at få vindmøller op på land i Danmark. Det bliver en udfordring for ham fremover.
Og den vil Jan Hylleberg kæmpe for, men samtidig håber han også, at der bliver lidt mere tid til familien, når testcenteret er afklaret.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at der den seneste tid har været for lidt tid til familie og venner, men det hører med til jobbet,« siger Jan Hylleberg, som i hverdagen kobler fra med en løbetur.