Julesalget i BR udgør traditionelt op mod halvdelen af årsomsætningen, men hverken sidste år eller i år har været en traditionel jul for legetøjskæden.
Top-Toy-koncernen er lige nu i en livstruende økonomisk krise. Fredag skal kreditorerne beslutte, om de vil sige god for en rekonstruktionsplan, som koncernen satte gang i slutningen af november, og dermed lade koncernen leve videre. Det skriver Børsen.
Top-Toy blev tvunget ud i rekonstruktion, da koncernen brød sine låneaftaler med kreditorerne efter en milliardnedskrivning og et negativt driftsresultat på 149 mio. kr. Rekonstruktionen betyder, at selskabet netop nu er ved at lukke 100 butikker og fyre hundredvis af medarbejdere.
Samtidig ser det ud til, at dette års julesalg bliver markant ringere end sidste år.
»Det er rigtigt, at vi er nogle procent under. Men vi har taget højde for, at det kunne gå ud over omsætningen, da vi meldte ud, at vi ville gå i rekonstruktion, og derfor har vi også budgetteret med en nedgang,« siger Per Sigvardsson, administrerende direktør for Top-Toy, til Børsen.
Han vil ikke fortælle, hvor meget salget halter efter sidste år, men han har en forhåbning om, at salget kan nå at komme op på sidste års niveau.
Top-Top blev stiftet i 1963 af Børge Rasmussen. Hans børnebørn solgte i 2015 omkring tre fjerdedele af virksomheden til Nordens største kapitalfond, EQT, for 1,7 mia. kr. Lige siden er det gået ned ad bakke.
»Det er en meget hektisk periode lige nu,« siger Per Sigvardsson.
Han er ikke overbevist om, at kreditorerne siger god for planen fredag, men han regner med det, da virksomheden har fået support fra alle leverandører, den har talt med.

