Lindø-lukning: En lille prik i havet

Senioranalytiker i Danske Bank vurderer, at lukningen af Danmarks sidste store værft, Lindøværftet i Munkebo på Fyn, får minimal betydning for A.P.Møller – Mærsk-aktien.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Det får ikke den store betydning for andre end de godt 2.000 ansatte på Lindøværftet, når A.P. Møller Mærsk indstiller produktionen på det gamle traditionsrige værft på Fyn.

For værftet tabte en milliard kroner sidste år – og har givet underskud i flere år. Det mener senioranalytiker i Danske Bank, Peter Rothausen.

”Værftet har givet underskud i flere år. Ud over at det er en skam for medarbejderne fordi de mister deres job, så kommer det ikke som en overraskelse for mig, at man lukker værftet,” siger senioraktieanalytiker i Danske Bank, Peter Rothausen.

”Ledelsen har også tidligere indikeret at en lukning er en mulighed”.

Lukning ingen overraskelse
Nyheden kommer efter, at der midt i juli var tale om, at Lindøværftet skulle lejes ud til 30 mulige lejere.

Analytiker i Jyske Bank, Karsten Sloth, er enig med Peter Rothausen i, at lukningen ikke kommer som en overraskelse.

”Det har ikke kunnet løbe rundt. Man har holdt hånden over det et stykke tid, men nu trækker man så stikket. Jeg ser det ikke som den store overraskelse,” siger Karsten Sloth til RB-Børsen.

Lukningen af Lindø Værftet får nemlig ikke stor betydning for A.P. Møller-gruppen som helhed, da værftet kun udgør en lille del af forretningen, men når værftet har leveret sit sidste skib i 2012, bliver der sat et nostalgisk punktum.

”For gruppen betyder det ikke det store, der fylder værftet trods alt så lidt. Det er mest det, at det er et klenodie i koncernen, som man har holdt fast på længe, men med de underskud, der er blevet leveret og den krise, der så er kommet, hvor ordreindgangen har været fuldstændig stoppet, så har det været sidste udkald et stykke tid,” siger Karsten Sloth.