Lindeløv: Jeg er jo kun et menneske

Den afgående Lundbeck-formand Flemming Lindeløv siger til Business.dk, at han selvfølgelig godt kunne have tænkt sig en anden afslutning efter ti år i bestyrelsen hos Lundbeck. Opdateret 09.55

Afgående Lundbeck-formand Flemming Lindeløv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
”Det kunne vi samlet have gjort mere professionelt”.

Sådan siger Flemming Lindeløv, der i dag efter flere dages kraftig beskydning i medierne omgående forlader posten som bestyrelsesformand for Valby-virksomheden.

Presset på Flemming Lindeløv har været stigende de seneste par dage efter et åbent slagsmål i pressen med topchefen Claus Bræstrup om datoen for dennes fratrædelse.

Hvad er det specifikt, du godt ville have gjort mere professionelt?

”Det ved du lige så godt som mig”.

På spørgsmålet om, hvorvidt det var Flemming Lindeløvs eget initiativ at stoppe som formand omgående, svarer han ikke direkte:

”Det har ligget mig på sinde hurtigt at få skabt ro om virksomheden, og da jeg ikke søger genvalg, så lad os få ro nu. Vi tager den udmelding, og så gælder det om at komme videre. Det vigtigste her er jo medarbejderne og Lundbeck. De har brug for arbejdsro,” siger Lindeløv.

Havde du overvejet at stoppe før generalforsamlingen under alle omstændigheder – eller er det kun på grund af al balladen i medierne?

”Det har jeg ingen kommentarer til. Det er altid nemt at være klog i bakspejlet. Det er ualmindeligt vigtigt for mig - efter ti år i bestyrelsen, for man kommer jo til at elske den virksomhed efter så mange år - at der nu genetableres ro i virksomheden”.

Har du været tilfreds med formandskabet i Lundbeckfonden – og dens håndtering af sagen?

”Det har jeg ingen kommentarer til.”

Føler du, at Claus Bræstrup har pustet til ilden i den her situation?

”Du skal tale med Lundbeck om det fremadrettede, så det kan jeg ikke udtale mig om”.

Oplever du din afgang som et nederlag?

”Jeg er jo kun et menneske. Det er dødærgerligt, for man vil altid gerne slutte - specielt efter ti års karriere i bestyrelsen - på en pæn og ordentlig måde. Og sådan har jeg det også,” siger Flemming Lindeløv til Business.dk.