Levende rosiner og giftige majs

Pas på maden! Der er fundet insektlarver i et stort parti danske rosiner. Og Fødevarestyrelsen advarer om giftige majs og sukkerærter.

Rosinerne er af mærket Food Line og er solgt i pakker med 250 gram i Superbest, Spar, Løvbjerg, ABC Lavpris, Alta, Liva Stormarked, Lic, Magasin, Schlecker og S/Engros. De berørte pakker er mindst holdbare til den 13. juni 2008.

Der er fundet insektlarver i et stort parti rosinerne, der er solgt over hele Danmark, skriver Ekstrabladet.dk. Rosinerne er ikke farlige at spise, men egner sig ifølge Fødevarestyrelsen ikke til menneskeføde.

Værre er det med babymajs og sukkerærter, der ifølge Fødevarestyrelsen kan være sygdomsfremkaldende. Det drejer sig om ferske babymajs, der er importeret fra Thailand. Og det er bakterien Shigella, der kan være i de importerede majs.

"Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at man koger babymajs og sukkerærter i et minut, indtil mistanken er afklaret. Kogning vil dræbe eventuelle Shigella-bakterier," lyder det fra styrelsen.

Mistanken er opstået, fordi 35 personer er blevet syge med voldsom diarré og 5 er fundet positive for Shigella efter at have spist mad fra salatbarer med bl.a. babymajs og sukkerærter. Salatbarerne er leveret af cateringfirmaet Cateringgruppen. Virksomheden har leveret salatbar til 200 sjællandske virksomheder.

"Salget af de mistænkte grøntsager er stoppet, og partierne er ved at blive trukket tilbage," lyder det fra styrelsen, oplyser om, at de mistænkte partier af babymajs og sukkerærter er importeret af Lemcke A/S, Grønttorvet, og distribueret via grossister til bl.a. cateringvirksomheder og restauranter.

Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at partierne også kan være distribueret til detailbutikker, og derfor anbefaler styrelsen forbrugerne indtil videre at koge babymajs og sukkerærter.

Hvis man har spist rå babymajs eller sukkerærter, og man bliver syg med symptomer som vandig eller blodig diarré og voldsomme mavesmerter, kvalme, opkastninger og feber, bør man kontakte sin læge, oplyser styrelsen.