Lenovos overskud stiger med 90 procent

Kinesisk PC-gigant er meget tæt på at slå Hewlett-Packard af tronen som verdens største og leverer en solid fremgang uden store skrammer på PC-salget, som styrtdykker hos alle konkurrenterne.

Lenovos topchef og bestyrelsesformand, Yang Yuanqing, kan være tilfreds med resultatet for årets første tre måneder, hvor hans virksomhed har tjent markant flere penge på et hårdt marked. Her ses han ved forelæggelsen af regnskabet torsdag. Foto: Bobby Yip, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: BOBBY YIP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kinesiske PC- og mobilgigant Lenovo går stik mod strømmen og leverer et overskud, der er 90 procent højere end for et år siden, mens konkurrenterne Hewlett-Packard (HP) og Dell går markant tilbage med 32 og 80 procent.

Lenovo, som i 2005 købte hele IBMs PC-produktion og i 2011 det tyske Medion-mærke og i dag er verdens næststørste PC-producent med udsigt til at overhale HP og blive verdens største, oplevede godt nok et fald i salget af stationære og bærbare PCer i første kvartal på to procent, men det er beskedent i forhold til konkurrenternes massive rutschetur, og Lenovo solgte stadig for 2,4 milliarder dollars stationære PCer og 4,2 milliarder dollars bærbare PCer. Tilsammen udgør PC-salget 83 procent af forretningen.

Fremgang trods rekorddyk i PC-salg

Salget af smartphonetelefoner og andet mobilt internetudstyr voksede til gengæld med 74 procent til 736 millioner dollars og udgør ni procent af omsætningen.

I alt tjente Lenovo 126,9 millioner dollars i januar-marts mod 66,8 millioner for et år siden. Overskuddet er større end forventet og overrasker, fordi PC-salget netop i første kvartal oplevede den største tilbagegang i 20 år, fordi folk vælger at bruge pengene på smartphonetelefoner og tavle-PCer i stedet for de traditionelle PCer, som oveni var ramt af en vis skepsis ved det nye Windows 8, som det store flertal af PCer leveres med fra fabrikken.

»De har været aggressive med at købe adskillige distributører i forskellige regioner som Brasilien, Europa og Japan igennem de seneste år, og det har grundlæggende sikret dem en bedre distribution samt større markedsandele,« siger analytiker Warren Lau fra Maybank Kim Eng Securities i Hongkong til nyhedsbureauet Reuters.

Opkøb af Blackberry eller Nokia?

Lenovo har en kassebeholdning på 4,5 milliarder dollars men kun en gæld på 423 millioner dollars. Derfor har rygter cirkuleret om, at den kinesiske producent kunne være interesseret i at købe såvel canadiske Blackberry som finske Nokia, der begge er gået voldsomt tilbage gennem de senere år. Lenovo selv vil ikke kommentere forlydenderne.

Alle Lenovos konkurrenter - HP, Dell, Acer og Asus - er gået tilbage med 11-33 procent i første kvartal, viser tal fra analysehuset IDC.

Lenovo har en markedsandel på verdensplan på 15,3 procent. Det er blot 0,4 procent lavere end HP.

I hjemlandet Kina er Lenovo næststørste leverandør af smartphonetelefoner og tavle-PCer, og der er nu kik på at gentage succesen på udviklingsmarkeder som Rusland og Indien.