Lene E taler for lånemodel til bankerne

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) vil ikke på forhånd sætte tal på størrelsen af den bankpakke, som hun håber at få flertal for.

Foto: Rune Evensen/Scanpix
Hun vil heller ikke nærmere ind på modellen, men sætter dog ordet "lån" på.

"Men der er selvfølgelig tale om et anseligt beløb, som jeg håber, vi kan nå til enighed om at stille som et lån, som staten naturligvis skal have et ordentligt afkast af," siger hun på vej ind til forhandlingerne.

Hun lægger op til et relativt lukket forhandlingsforløb, fordi aktiekurserne er følsomme over for, hvad der siver ud af forhandlingslokalet.

"Jeg tror på, at man er dygtige at overholde de krav om fortrolighed, som der er her," siger hun.

Selv om der fra forskellig side - blandt andet bankerne selv - er skepsis overfor nødvendigheden af en bankpakke, er Lene Espersen ikke i tvivl.

"Jeg er helt overbevist om, at det her er det rigtige at gøre," siger hun.

Og videre:

"Alle undersøgelser viser, at der mangler kreditgivning ude blandt sunde, kreditværdige virksomheder. Det problem bliver vi nødt til at løse," siger hun.

Ritzau