Legopengetank i nyt milliardopkøb

Lego-familiens pengetank Kirkbi køber en stor del af tyske Minimax Viking, der er global markedsleder indenfor aktiv brandbekæmpelse.

Søren Thorup Sørensen chef for Lego-familiens pengetank Kirkbi og har netop stået i spidsen for opkøbet i det tyske selskab Minimax Viking. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endnu et selskab får Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi som storaktionær. 

Denne gang er Lego-milliarder søgt syd for grænsen til Hamborg-selskabet Minimax Viking, der er global markedsleder indenfor aktiv brandbekæmpelse.

Kirkbi offentliggør ikke købesummen eller den præcise ejerandel, men Kirkbi har tidligere fortalt, at man typisk går efter ejerposter over 25 procent.

Minimax Viking havde sidste år en omsætning på ca. 8,7 milliarder kroner og ca. 7.000 ansatte, og ifølge Reuters værdisætter handlen selskabet til godt ti milliarder kroner. Der er dermed næppe tvivl om, at Kirkbis investering ligger over en milliard kroner.

“Vi offentliggør ikke prisen, men jeg kan sige, at vi laver denne investering, fordi der er tale om et selskab med stabil udvikling med et godt vækstpotentiale. Vi har haft kig på selskaber uden for Danmark et stykke tid, ikke mindst i Tyskland og Sverige, og nu er denne investering faldet på plads. Det er vi glade for,” siger adm. direktør i Kirkbi, Søren Thorup Sørensen til Berlingske.

Der er både global stigende efterspørgsmål efter brandslukning- og brandsikringssystemer, blandt andet til gigantiske serverparker. Udover Minimax Vikings to hovedmarkeder i Tyskland og USA er det ikke mindst i Asien, at selskabet forventer at vokse, fortæller direktøren.

Det er selskabet IK Investment, der sælger Minimax Viking, og udover Kirkbi indtræder den amerikanske Groos-familie også som nye medejere. Handlen, der skal godkendes af konkurrencemyndighederne, ventes gennemført i løbet af august 2014.

Med investeringen fortsætter Kirkbi sin strategi med større, langsigtede ejerposter i selskaber. Kirkbi ejer desuden over 25 procent af Falck, 13 procent af Matas og godt 5 procent af ISS.

Det er ikke mindst ejerposten på 75 procent af Lego, der hvert år får milliarderne til at strømme ind i Kirkbi. Kirkbi ejer også ca. 30 procent selskabet bag Legoland-parkerne Merlin Entertainments.