Lego sejrer under juletræet

Lego er julens sejrherre blandt legetøjsmærkerne, og koncernen melder om en stigning i julesalget i USA på 10-20 procent.

Legoklodser vil fylde godt under især de amerikanske juletræer i år. Her et træ lavet af Lego - det står på en station i London og er 12,2 meter højt. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDY RAIN

Blot halvvejs gennem julemåneden melder legetøjskoncernen Lego om en stigning i salget på 10-20 procent på det amerikanske marked. Stigningen skyldes blandt andet den lille konkurrence fra de andre legetøjsmærker, der ikke har formået at lancere markante julehits til de amerikanske poder. Det skriver Jyllands-Posten.

"Det amerikanske marked er meget vigtigt for os, og derfor er vi utrolig godt tilfredse med, at vi nu ligger på tocifrede vækstrater i 10erne, dvs. 10-20 pct.," siger Mads Nipper, der er koncerndirektør i Lego med ansvar for salg og markedsføring, til avisen.

Foruden de manglende julehits er de amerikanske forbrugeres tilbageholdenhed også udslagsgivende for, hvilke slags varer, butikkerne bestiller hjem til hylderne.

"Det er tegn på, at butikkerne, når de faktisk placerer ordrerne, tænker i de klassiske produkter. Det er varer, som kunderne kender godt og forstår," siger direktør i analysefirmaet Panjiva Josh Green til Jyllands-Posten.

Trods den generelle tilbageholdenhed fra forbrugere verden over oplever Lego vækst i Asien, Storbritannien og Rusland. Dog er vækstraterne betydeligt lavere i europæiske lande som Tyskland og Danmark, oplyser Mads Nipper.