Lego lancerer nyt produkt til voksne og fans af populær Netflix-serie

Legetøjsgiganten Lego har netop annonceret sit første samarbejde med den amerikanske streamingtjeneste Netflix. Produktet er målrettet voksne og fans af meget omtalt og overnaturlig TV-serie.

Lego-fans blev inviteret til særlige lanceringsbegivenheder af det nye Stranger Things-sæt i blandet andet Legos forretninger i London og New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Intet mindre end 2.287 klodser og figurer er indholdet i Legos spritnye byggesæt.

Legetøjsgiganten har netop lanceret en helt ny pakke med den overnaturlige verden »The Upside Down« fra den populære Netflix-serie Stranger Things.

Det er det første samarbejde nogensinde med den amerikanske streamingtjeneste og dermed det nyeste skud på stammen af Legos samarbejder, der blandt andet også rummer George Lucas' storsælgende Star Wars-univers og eventyrverdenen fra Harry Potter.

Da »Stranger Things« landede på Netflix i sommeren 2016, var det uden den store fanfare eller forskræp. Men der gik ikke længe, før den blev et af streamingtjenestens største hits, og da året var omme, blev den flere steder udråbt som en af årets bedste nye TV-serier.

Stranger Things er en amerikansk horror- og science fiction-serie, der har været på Netflix siden 2016 og tæller indtil videre to sæsoner og en fremtidig præmiere på tredje sæson til juli.

Sættet giver fans mulighed for at komme ind i familien Byers hus og den overnaturlige verden »The Upside Down« og inkluderer minifigurer af karaktererne Eleven, Hopper, Will og flere. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Serien handler om en dreng ved navn Will Byers, der forsvinder i den lille by Hawkins i staten Indiana. Pludselig afdækker den ellers fredelige by et mysterium, der involverer hemmelige eksperimenter, skræmmende overnaturlige kræfter og en mærkelig lille pige. Store dele af serien udspiller sig i den forunderlige verden »The Upside Down«, der er en alternativ dimension, som eksisterer parallelt med den menneskelige verden.

Selve Lego-bygningen består af Byers-familiens hus på »op-siden« og den overnaturlige Upside Down-udgave af huset nedenunder, der er spejlet, så man selv kan bestemme hvilken verden, der skal være øverst.

Stranger Things var en af Netflix' mest omtalte serier ifølge stremingssidens egen opgørelse.

Serien ses som en hyldest til 80'ernes sci-fi- og gyserklassikere og har fået 31 Emmy-nomineringer inklusiv to for bedste dramaserie.

Legos Stranger Things-sæt bliver sendt ud i butikkerne den 1. juni til en pris på 1.799 kroner. Sættet er lavet til folk på 16 år og op.