Lego-konge overlader ansvaret i koncernen til sin søn

Thomas Kirk Kristiansen overtager næstformandsposten i Lego A/S fra sin far Kjeld Kirk Kristiansen, som dog stadig sidder for bordenden i pengetanken Kirkbi, der ejer 75 procent af aktierne i Lego.

Foto: LEGO PR. Thomas og Kjeld Kirk Kristiansen.
Læs mere
Fold sammen

Efter 30 år i spidsen for Lego overlader Kjeld Kirk Kristiansen nu ansvaret for virksomheden til sin 37-årige søn, Thomas Kirk Kristiansen.

»Vi vil gerne have, at alle ejere i familien er gode ejere. Men i hver generation skal der være én ejer, der er mest aktiv - én der følger virksomheden tættere,« siger Kjeld Kirk Kristiansen i et interview med finans.dk.

»Vi har i mange år lagt op til, at det bliver Thomas' rolle, og det er det, vi gør nu: Thomas og jeg bytter roller i både Lego A/S og i Lego Fonden,« siger han.

Læs stort portræt af Thomas Kirk Kristiansen

Thomas Kirk Kristiansen er fjerde generation i Lego-familien.

Han har en uddannelse som markedsføringsøkonom fra Aarhus Købmandsskole i 2004 og sidder nu som næstformand i bestyrelsen for Lego A/S og som formand for Lego Fonden og for Lego Juris, der har rettighederne til Lego-mærket.

I en pressemeddelelse fra Lego fortæller Thomas Kirk Kristiansen, at han glæder sig til at påtage sig et større ansvar på vegne af fjerde generation i sin familie.

»Jeg har forberedt mig i tæt samarbejde med min far og Jørgen Vig Knudstorp (administrerende direktør i Lego red.), siden jeg i 2004 trådte ind i bestyrelsen for Lego A/S som observatør og sidenhen i 2007 blev valgt ind i bestyrelsen,« siger han.

Lego-dynastiets nye overhoved har to søstre, Sofie Kirk Kristiansen på 39 år og Agnete Kirk Thinggaard på 32 år. De vil begge være aktive andre steder i koncernen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det ligger samtidig fast, at Kjeld Kirk Kristiansen reelt fortsat sidder på den allerøverste post, nemlig som bestyrelsesformand for Kirkbi, som ejer 75 procent af aktierne i Lego.

Kjeld Kirk Kristiansen, som er Danmarks rigeste mand, indtager en plads som nummer 65 over de rigeste mennesker i verden.

Det viste en ny opgørelse over verdens milliardærer i amerikanske dollar fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i marts måned.

Kirk Kristiansen er med sin formue på 13,1 milliarder dollar, svarende til næsten 90 milliarder kroner, den eneste dansker i top-100 over verdens dollarmilliardærer.

Lego ønsker ikke at uddybe generationsskiftet yderligere over for Berlingske Business, oplyser selskabet..

Business TV: Legos nye familieoverhoved med bunden opgave