Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter år med vækst går den danske legetøjsproducent Lego nu tilbage.
Med en omsætning i de første seks måneder af 2017 på 14,9 milliarder kroner, går salget fem procent tilbage sammenlignet med første halvår 2016.
Driftsresultatet blev 4,4 milliarder kroner, hvilket er et fald på seks procent i forhold til samme periode sidste år. Faldet skyldes ifølge ledelsen en lavere omsætning kombineret med øgede omkostninger i forbindelse med investeringer i produktionskapacitet såvel som i virksomhedens organisation for at understøtte højere forventninger til omsætning, som ikke er blevet realiseret.
»Vi er skuffede over den faldende omsætning i vores etablerede markeder og har igangsat initiativer for at håndtere situationen. Vi arbejder tæt sammen med vores partnere og er overbeviste om, at vi på længere sigt har potentialet til at nå endnu flere børn i vores veletablerede markeder i Europa og USA. Vi ser også store vækstmuligheder i voksende markeder, såsom Kina,« siger formand for Lego Koncernens bestyrelse, Jørgen Vig Knudstorp.
Tilbagegangen får øjeblikkelig konsekvens for Legos organisation, hvor medarbejderstaben skal reduceres med 8 procent. Det svarer til 1.400 medarbejdere.
»Vi er meget kede af at skulle lave ændringer, der kan påvirke mange af vore medarbejderes liv. Alle Lego-kolleger er utroligt passionerede i deres arbejde hver eneste dag, og det er vi dybt taknemmelige for. Desværre er det bydende nødvendigt for os at træffe disse svære beslutninger,« siger Jørgen Vig Knudstorp.
Lego beskæftiger i dag 18.200 medarbejdere globalt. I Danmark, hvor der i dag er cirka 4.500 medarbejdere, ventes planerne at påvirke mellem 500 og 600 stillinger. Hovedparten af nedskæringerne vil ske før udgangen af 2017.
Ifølge Jørgen Vig Knudstorp har det været nødvendigt for Legos ledelse at »trykke på reset-knappen,« hvilket blandt andet betyder, at organisationen skal være mere simpel. Derudover skal Lego tilbage på vækstsporet, lyder det fra ledelsen. Det skal blandt andet ske gennem justeringer af produktudvikling og markedsføring.
Lego har netop ansat tidligere topchef i Danfoss, Niels B. Christiansen, til at bestride rollen som administrerende direktør.