Lego-familien vil beholde tætte bånd til Legoland

Familien Kirk Kristiansen gjorde i 2005 klogt i at beholde en stor ejerandel af Legoland-parkerne, da de blev afhændet til Merlin Entertainments, som nu går på børsen i London. Fremadrettet vil Lego-familien fortsat være storaktionær.

Det allerførste Legoland i Billund, hvor billedet her er taget, åbnede i 1968 og blev startskuddet til et globalt eventyr, som man dengang nok ikke havde fantasi til at forestille sig. PR-foto Fold sammen
Læs mere

De seks Legoland-parker verden over skal børsnoteres i London sammen med resten af Merlin Entertainments, som Lego-familien Kirk Kristiansen ejer 36,5 procent af. Som led i børsnoteringen kommer familiens investeringsselskab Kirkbi til at reducere sin ejerandel lidt, men båndet mellem Kirk Kristiansen, Lego og Legoland vil fortsat være tæt med en ejerandel omkring 30 procent.

»Det er mere end en investering, og vi bliver som strategisk aktionær i mange år,« siger Søren Thorup Sørensen, der er administrerende direktør for Lego-familiens pengetank Kirkbi.

Spørger man topchefen for Merlin, Nick Varney, er det nærmest uvurderligt fortsat at have Lego-familien som storaktionær.

»Det har massiv betydning. Det har givet os de globale rettigheder til Legoland, og der er masser synergier for os og Lego. Vi har en fælles interesse i at udvikle varemærket med nye Legoland-parker,« siger Nick Varney.

Der er investeret massivt i såvel Legoland-parker som resten af Merlin, siden Lego i 2005 afhændede fire Legoland-parker til den amerikanske kapitalfond Blackstone for omkring 2,8 milliarder kroner. Blackstone fusionerede dem ind i Merlin, som Kirkbi kom til at eje en tredjedel af. Siden er et Legoland i såvel Florida som Malaysia kommet til, og en ny Legoland-park er på vej i Dubai, ligesom nye parker i Japan og Sydkorea er på tegnebrættet.

Merlin har desuden syv andre temaparker og en lang række indendørs attraktioner, ikke mindst voksfigurmuseerne Madame Tussauds, der blev købt i 2007. I alt ejes 99 attraktioner, der samlet havde 54 millioner besøgende sidste år, heraf de 10,5 millioner i de seks Legoland-parker.

Da kapitalfonden CVC i 2010 købte sig ind i Merlin, lød værdien af Merlin på omkring 20 milliarder kroner, men selskabet forventes at være væsentligt mere værd nu.

Og det må siges at have været en rigtig god idé af familien Kirk Kristiansen at beholde den store ejerandel.

»Vi kan ikke kommentere på vores forventninger til værdien, men vi har ekspanderet markant siden 2010, hvor vi sidst overvejede en børsnotering. CVCs indtræden har gjort det muligt at ekspandere hurtigere i Asien, hvor vi blandt andet åbnede Legoland i Malaysia sidste år. Udviklingen har været så god siden 2010, at det må siges at være godt, at vi ventede,« siger Nick Varney.

Planen er, at der skal sælges så mange aktier, at mindst 20 procent kommer i den frie handel. Ifølge Financial Times, der normalt har særdeles velorienterede kilder i Londons børsverden, kan det give værdi af aktiekapitalen på så meget som 27 milliarder kroner, mens selskabet inklusiv gæld kan blive mere end 35 milliarder kroner værd.

Der har gennem tiden været spekuleret i en sidenotering af aktierne i København på grund af den vigtige forbindelse til Lego. Men det har aldrig været seriøst overvejet.

»Med al ære og respekt for København, stod valget mellem London og New York. Vi vil gerne mange af de store amerikanske investorer, men for dem betyder det ikke noget, hvor vi er noteret. Da vi hovedsageligt er et europæisk og britisk selskab, og ledelsen sidder her, var London det naturlige valg,« forklarer Nick Varney.

Han håber også, at danskere får lyst til at investere i selskabet og dermed Legoland. Der skal dog minimum købes aktier for 1.000 pund, ca. 8.800 kr, men så får man også rabat på årskort til Merlins attraktioner.

Om et par uger ventes prospektet for børsnoteringen, og derefter står agendaen på informationsmøder med en række store investorer, før børsnoteringen kan gennemføres. Det forventes at blive inden udgangen af november.