Det er ikke kun plastikklodser, som LEGO-familien Kirk Kristiansen tjener millioner på.

Familien ejer nemlig også Privathospitalet Mølholm, der er et af Danmarks største.

Her tjener familien millioner af kroner på at yde lægelig behandling, og sidste års arbejde giver rekordoverskud.

Det viser et helt nyt årsregnskab for 2023 fra Privathospitalet Mølholm.

Sidste år havde selskabet en omsætning på hele 513 millioner kroner. Overskuddet lyder på næsten 34 millioner kroner efter skat.

»Årets resultat anses som tilfredsstillende. Det offentlige sundhedsvæsen har fortsat meget lange ventelister og ventetider på en række områder. Der har derfor fortsat været et stort pres på efterspørgslen,« skriver Privathospitalet Mølholm i sit årsregnskab.

Mølholm Privathospital har 32 klinikker og ligger i både Aarhus, Vejle og København. Her udøver det sygehusbehandling inden for en bred vifte af lægefaglige specialer, lyder det i årsrapporten. Der arbejder 161 medarbejdere på privathospitalet.

Resultatet er højere end forventet, lyder det i årsrapporten.

Her er familien Kirk Kristiansens medlemmer, (fra venstre) Sofie Kirk Kristiansen, Kjeld Kirk Kristiansen, Camilla Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Kristiansen.
Her er familien Kirk Kristiansens medlemmer, (fra venstre) Sofie Kirk Kristiansen, Kjeld Kirk Kristiansen, Camilla Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Kristiansen. Kirkbi

Der bliver også et klækkeligt udbytte til LEGO-familien. Der er foreslået udbytte på 30 millioner kroner, fremgår det i årsrapporten.

Selvom det har været et rekordår for privathospitalet, så er der udsigt til endnu større regnskaber i de kommende år.

I det nordlige Vejle er Privathospitalet Mølholm i fuld gang med byggeriet af et nyt hospital, der forventes klart i 2025.