Lego-chef fejrede gyldent regnskab

Også 2014 blev et jublende godt regnskabsår for Legos topchef, Jørgen Vig Knudstorp.

Foto: JUSTIN TALLIS.
Læs mere
Fold sammen

Hans lange arme flagrede over hovedet. Han hoppede og dansede.

Pludselig sang han omkvædet af Lego-sangen »Everything Is Awesome«, solo, mens verdenspressen så lettere overrasket mod scenen.

Topchef Jørgen Vig Knudstorp – iført gråt jakkesæt og slips – slap sit indre legebarn løs onsdag formiddag i Billund, da han fra Legos hovedkontor præsenterede firmaets hidtil bedste regnskab.

Omsætningen rundede 28,6 mia. kroner – en fremgang på 13 procent. Driftsresultat landede på 9,6 mia. kroner, hvilket var 16 procent bedre end året før. Lego stod også bag rekordhøje investeringer på 3,1 mia. kroner, hvilket var 18 procent mere end året før.Topchefen kunne samtidig berette, at Lego for kun en uge siden havde afsluttet en større evaluering hos sine kunder. Og her scorede Lego ifølge topchefen den højeste bedømmelse, som Lego nogensinde har prøvet.

»Det er, hvad der virkelig betyder noget for os. At vores kunder er tilfredse med det, som vi gør,« sagde Jørgen Vig Knudstorp.

Virksomheden valgte per tradition ikke at oplyse om, hvordan det er gået specifikt på de over 140 markeder, hvor Lego sælges i dag. Dog kunne topchefen fortælle, at det er gået særligt godt i lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina, hvor der alle steder har været tocifret vækst. På det central- og nordeuropæiske marked beretter Lego-toppen derimod om »sunde encifrede vækstrater«.

Lego oplyser ikke omsætningen på de enkelte varegrupper. Dog kunne topchefen fremhæve, at salget af produktlinjerne City, Star Wars, Friends, Creator og Technic var gået særdeles godt. Desuden har det bidraget positivt til omsætningen, at Lego med stor succes lancerede en særlig Lego-film i 2014 i samarbejde med Warner Bros, som tog amerikanske anmeldere og publikum med storm.