L'easy-milliardær kører næsten en halv mia. ind på bundlinjen

L'easy er en favorabel forretning, og milliardær og ejer Niels Thorborg kan fortsat gå glad i banken. Seneste årsregnskab, som blev offentliggjort torsdag, melder om næsten en halv mia. kroner på bundlinjen.

L'easys seneste årsregnskab melder om et resultat på næsten en halv mia. kroner, så stifter og ejer Niels Thorborg kan roligt nyde udsigten fra toppen. Og det til trods for at ikke alle aktiviteter i selskabet var tilfredsstillende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Der er stadig mange, der ringer til Peter og får ham til at levere og installere.

Udlejningsvirksomheden L'easy er en succesforretning for Niels Thorborg, der er koncernchef og ejer i 3C Holding, der er selskabet bag L'easy. Seneste årsregnskab, som blev sendt ud torsdag morgen, viser, at virksomheden formår at hive et resultat på næsten en halv mia. kroner (482 mio.) hjem.

Det er med andre ord ikke kun Sjanne og Luffe fra TV-reklamerne, der er vilde med at leje forbrugsgoder hos L'easy. Virksomheden omsatte i 2017 for 1,57 mia. kroner, hvilket er lidt over 150.000 kroner mere, end virksomheden omsatte for i forrige regnskabsår.

I årsregnskabet bliver præstationen i 2017 kaldt »tilfredsstillende« og »over forventningerne« i forhold til ledelsesberetningen i årsregnskabet for 2016. Her stod der blandt andet, at virksomheden ønskede at forbedre resultatet.

Det er i den grad lykkedes. Resultatet tog et spring fra 343.032 kroner til den omtalte knap halve milliard.

Ikke alt var tilfredsstillende

L'easy blev stiftet i 1985 af Niels Thorborg, som stadig ejer virksomheden. Men hvor virksomheden i dag hedder L'easy, hed den dengang VaskRent. Det var i 1992, at et navneskift blev en realitet. I de efterfølgende år blev L'easy lanceret i Sverige og Norge. I 2006 gik L'easy ind på det hollandske marked.

Siden har 3C Holding også investeret i en lang række andre ting. Det gælder blandt andet opførelse af odenseanske boliger samt Hotel Odeon i Odense, der er et firestjernet hotel, der forventes at stå færdigt i efteråret 2018. Hotellet skal drives af Odense Sport & Event, der blandt andet har Odense Boldklub og Odense Congress Center under sig. Derudover er 3C Holding ejer af blandt andet reklamebureauet Nørgård Mikkelsen og finansieringsvirksomheden D.E.R.

Alt sammen er det Niels Thorborgs værk.

Af årsregnskabet fremgår det, at koncernens investeringer er centreret om ejendomme, og resultatet med det foretagende er tilfredsstillende. Men det er ikke alt, der er fryd og gammen.

Ifølge årsregnskabet er resultatet negativt påvirket af hotel- og sportsaktiviteter. Koncernen forventer dette udbedret i 2018.