Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hun er DJ, har været radiovært i DR og stiftet mediet Heartbeats.
Nu skal Le Gammeltoft prøve kræfter med noget lidt andet, kan man godt tillade sig at sige. Hun er sådan set allerede i gang.
44-årige Le Gammeltoft er nemlig blevet kommunikationschef i softwareudvikleren Netcompany, en af landets største børsnoterede virksomheder.
Det skriver hun selv om på LinkedIn.
»Jeg har valgt at prøve noget helt nyt, og jeg glæder mig. Efter at have været tilknyttet som konsulent er jeg startet som interim CCO (Chief Communications Officer) hos Netcompany, og opgaven er jeg både stolt og ydmyg over at have fået,« skriver Le Gammeltoft.
»Virksomheden er en af de mest toneangivende i DK, som jeg kan se arbejder aktivt med purpose (formål, red.) og med at skabe løsninger, der hjælper alle i samfundet. Der er så mange dygtige mennesker ansat på tværs af flere lande, og det internationale aspekt af kommunikation, marketing, branding og PR ser jeg virkeligt frem til at arbejde med.«
Selskabet bag det digitale Danmark
Netcompany står bag en lang række af de digitale platforme, der danner rammerne om borgernes liv i Danmark.
Eksempelvis på sundhed.dk, coronapas-appen borger.dk, Aula og en række store it-løsninger i staten, herunder Skats nye inddrivelsessystem.
Le Gammeltoft stoppede i maj 2022 som direktør i Heartbeats, der er 80 procent ejet af Aller Media. Le Gammeltoft ejer ifølge CVR stadig 20 procent af Heartbeats.
Netcompany har for nylig også ansat Mads Elsøe, der er tidligere brand manager fra Politiken, samt David Tarp, der senest har været særlig rådgiver for Ane Halsboe-Jørgensen og tidligere er journalist på Berlingske.
Sidstnævnte overtog jobbet efter Karen Clement, der er blevet særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Netcompany har flere end 7.000 ansatte på tværs af 17 lande.