LD overvejer ejerskab i omstridt selskab

Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) overvejer at bryde båndene til datterselskabet LD Invest, hvor en række interessesammenfald mellem direktørens aktieposter og LD's investeringer har udløst kritik og storstilet undersøgelse fra Kammeradvokaten.

Direktør Carsten Koch fra LD, der er storaktionær i Parken. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Direktør Carsten Koch fra LD oplyser til Morgenavisen Jyllands-Posten, at lønmodtagerfonden gerne vil nedbringe sin aktieandel i LD Invest, hvor man sidder på aktiemajoriteten. Det kan både ske ved en børsnotering af LD Invest eller ved, at man finder en ejer, som overtager hele eller dele af LD's aktiepost.

I forvejen har både Carsten Koch og LD's bestyrelsesformand, Harald Børsting, trukket sig ud af bestyrelsen for LD Invest lige inden nytår. Det er sket på trods af, at LD sidder med mere end 50 pct. af stemmerne i LD Invest.

Skiftet sker ifølge Carsten Koch for at skabe mere uafhængighed omkring den igangværende proces, hvor lønmodtagerfondens 45 mia. kr. i børsnoterede værdipapirer skal i EU-udbud, så flere kan byde på opgaven.

»Vi skal cementere processen, hvor vi bliver mere uafhængige, så der ikke er nogen, der direkte er under instruktion af LD, når pengene skal i udbud. Derfor er der kommet nye ind i bestyrelsen, som er uafhængige, og som ikke er underlagt LD's direktiver. På den måde skal vi sikre, at udbudsprocessen bliver så fair og korrekt som muligt,« siger Carsten Koch.

De øvrige aktionærer er LD Invests direktør, Jeppe Christiansen, en række medarbejdere og partnere, samt FIH Erhvervsbank, der har begrænset handlefrihed - ejeren er den islandske stat efter den tidligere ejer Kaupthing Banks konkurs.