Lavprisplaner lammer Lufthansa

Lufthansa satser på eget lavprisselskab, og piloterne reagerer med strejker.

Den ellers travle lufthavn i Frankfurt lå i går halvtom hen, da personalet i Lufthansa for tiende gang i år nedlagde arbejdet. Det er frygten for konkurrencen fra lavprisselskaberne, der er medvirkende til konflikten denne gang. Foto: Daniel Roland/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SAS-ledelsen behøver ikke gruble længe over, hvad de ansatte kunne finde på at sige til planer om at oprette eget lavprisselskab.

De kan bare ringe til Lufthansa. Den tyske luftfartskoncern er på vej ind i sin alvorligste arbejdskonflikt nogensinde; torsdag klokken tre om morgenen gik Lufthansa-piloterne i strejke, og det er tiende gang i år. De andre gange er det gået ud over kort- og mellemdistancepassagerer, men torsdag måtte hvert andet langdistancefly aflyses.

Hvad er det dog, piloterne er så vrede over? Umiddelbart drejer forhandlingerne mellem Lufthansa og fagforeningen VC – Vereinigung Cocpit – sig om overenskomsten, og nærmere bestemt om pensionsreglerne for piloterne. Men forhandlingerne har et sidetema, og dette sidetema er vokset og vokset i betydning, efterhånden som det er kommet til at stå klart, hvad det er, Lufthansa er ude på.

Lufthansa omfatter en række forskellige flyselskaber, og nogle stykker af dem kan godt sammenlignes med lavprisselskaber. Der er først og fremmest Germanwings, og så er der ét, der hedder Eurowings. German eller Euro, gør det forskel?

Ja, det gør det, for mens Germanwings følger Lufthansas sædvanlige husoverenskomst, så gør Eurowings det ikke. Og Lufthansa har store planer for netop det overenskomstløse Eurowings. Ifølge tyske medier er planerne rimeligt klare; Eurowings skal overtage en større del af både mellem- distance- og langdistanceflyvningerne fra Lufthansa, for her er lønningerne lavere og omkostningerne 20 procent under Germanwings – som på grund af en enklere driftsform er billigere end moderselskabet.

Andre vil gerne have jobbet

»Vores forretningsmodel er sådan, som flyvning i Europa i fremtiden vil fungere,« sagde Germanwings chef, Thomas Winkelmann, forleden triumferende i et interview med Handelsblatt, og han sagde næsten rent ud, at tanken er, at det overenskomstløse Eurowings fremover skal flyve for Germanwings:

»Der arbejder flere hundrede besætningsmedlemmer hos Eurowings. Dem har vi et ansvar for; de vil gerne have fremtidsmuligheder,« sagde han.

Op til det seneste forhandlingssammenbrud har Lufthansa-ledelsen sagt, at den var parat til kompromiser. Men kompromiserne »må ikke føre til yderligere begrænsning af vores ledelsesmæssige frihed«, som koncernens personaledirektør, Bettina Volkens, torsdag sagde til die Welt.

Lufthansa har igennem flere år arbejdet med forskellige lavpriskoncepter, men det er først under den nye koncernchef, Carsten Spohr, at lavpris er blevet til en central del af koncernens strategi. Spohr tiltrådte i maj, og han vil give Wings-mærkerne en central rolle; foreløbig har Germanwings overtaget alle Tysklands- og Europa-flyvninger, som ikke udgår fra Lufthansas to hubs i Frankfurt og München. Næste skridt bliver lang-distanceflyvninger til udprægede feriemål, og imens skal det oprindelige brand, Lufthansa, forvandles til et luksusmærke.

Planerne fik grønt lys på et bestyrelsesmøde onsdag, og nu vil de blive ført ud i livet – med eller uden de ansattes hjælp. Og hvis Lufthansas egne piloter ikke har lyst til at arbejde i Eurowings, »så er der interesserede nok på arbejdsmarkedet, som gerne vil flyve for os i denne konstruktion«, sagde koncernchef Spohr efter bestyrelsesmødet.