Lavere salgspriser ramte Novo-konkurrent i andet kvartal

Amerikanske Eli Lilly, der er en stor konkurrent til Novo Nordisk på markedet for diabetespræparater, beretter om lavere salgspriser for sit bedst sælgende insulin, Humalog, i andet kvartal.

Foto: Kristian Brasen. John Lechleiter fra den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal, der viser et noget lavere salg af Humalog end ventet af analytikerne.

Salget af Humalog faldt med 7 pct. til 654,30 mio. dollar på verdensplan, mens analytikerforventningerne var på 704,2 mio. dollar ifølge Bloomberg News.

I USA er salget af insulinet, der konkurrerer med Novos Novolog, faldet med 3 pct. til 399,7 mio. dollar, hvilket hovedsageligt skyldes lavere priser.

Uden for USA faldt salget af Humalog med 11 pct. opgjort i dollar. Årsagen var især valutamodvind og i mindre grad lavere priser, der kun delvist blev opvejet af stigende volumener.

Salget af Eli Lillys humane insulin, Humulin, faldt med 10 pct. andet kvartal til 316,4 mio. dollar. Analytikere ventede et salg på 334 mio. dollar ifølge Bloomberg.