Lav rente sender investorer i højere risiko

Mange investorer jagter et risikofrit afkast, men det lave renteniveau har betydet, at mange investorer ubevidst har fået en afkastfri risiko i stedet.

Den lave rente kan få folk til at søge mod andre investeringsmuligheder med højere risiko. Men i nogle tilfælde er den højere risiko unødvendig, da mere sikre investeringer giver et betydeligt højere afkast. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Burton
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er svært at opnå et betydeligt afkast af sin investering, når renteniveauet er så lavt, som det er i øjeblikket. Store internationale aktører såsom den amerikanske centralbank (Fed) og Den Internationale Valutafond (IMF) har advaret mod, at den lave rente kan føre til, at investorer begynder at påtage sig større risiko, end de egentlig ønsker, for at opnå et mærkbart afkast.

Men det er netop, hvad der er sket, siger Lars Bligaard, kundechef i det uafhængige fondsmæglerselskab Dansk Formue- og Investeringspleje, der møder flere og flere eksempler på dette, når han taler med investorer.

»Vi ser mere og mere, at kunderne ligger med en højere risiko, end de tror, at de gør. Vi oplever, når vi kommer ud til en kunde, at kunden siger, at han har en fordeling, hvor 30 pct. er placeret i noget med risiko, og 70 pct. er i noget sikkert. Når vi så laver en analyse af det, kan vi se, at det ofte nærmere ligger omvendt,« siger Lars Bligaard.

Ifølge Lars Bligaard kan det være endt sådan, fordi kundens investeringsforening har sagt til kunden, at danske obligationer ikke giver meget i rente for tiden, og derfor placeres »den sikre del« af investeringen i stedet i virksomhedsobligationer eller emerging markets-obligationer, der godt nok også er obligationer, men som har en større risiko.

Som det ses i eksemplet med en investeringsforenings afdeling, hvor der investeres i virksomhedsobligationer, kan investoren i den afdeling kun forvente at få 0,16 procent i afkast efter omkostninger, selv om risikoen i afdelingen er større end en investering i en dansk realkreditobligation. Alligevel ligger der knap seks milliarder kroner investeret i den pågældende afdeling.

Umiddelbart strider det imod, hvad en rationel investor ville investere i, men en del af forklaringen er ifølge Lars Bligaard i mange tilfælde, at formidleren, det vil sige banken, tjener på denne type investering.

I samme eksempel betales således en tegningsprovision til den finansielle formidler, altså banken, på én procent ved kundens køb. Derudover betales årligt 0,7 procent til den finansielle formidler for at fastholde kunden i denne investeringsforening. På den måde får banken en indtjening uden at have risiko, mens kunden får et mindre afkast for at have risikoen.

»Det er jo ikke nogen fejl at tage risiko som investor, hvis man bare er klar over, at man har risikoen. Men hvis man har en risiko, som man ikke er bevidst om, så har kunden en udfordring. Så længe det går godt på markedet, er det ikke et problem, men kunden får en ubehagelig overraskelse, den dag da markedet vender,« siger Lars Bligaard.

Han fortæller, at de fleste af de investorer, der er endt i højere risiko end ønsket, oftest vælger at placere investeringen anderledes, så den bedre passer til hans risikoprofil.

»Det vælger langt de fleste, for det er jo egentlig det, som de har det bedst i maven med. Vel vidende at så bliver afkastet heller ikke så højt. Men når vi viser dem, hvad afkastpotentialet er på de her obligationer, og viser dem, når vi trækker omkostninger til investeringsforeningen fra, hvad det egentlig er, de kan vinde ved at ligge med dem, kontra hvor meget de faldt under finanskrisen, så er beslutningen ikke så svær at tage for kunden,« siger Lars Bligaard.