Lauritzen Fonden hælder millioner i kontroversiel biotekselskab

Læs mere
Fold sammen

Lauritzen Fonden har investeret 25 mio. kr. i biotekselskabet Meabco, som forventer en vækst på 10 mia. kr. om fem år.

Det skriver Børsen.

Lauritzen Fonden ejer allerede en femtedel af Meabco, og Fondens administrerende direktør, Bent Østergaard, er bestyrelsesformand i selskabet.

Meabcos primære satsning er et middel mod brystkræft, kaldet BP-CP1, som selskabet har testet i Sydøstasien og regner med en godkendelse af i udgangen af 2017. Salg i denne region skal bane vejen for en markedsføring i Europa og USA.

»Jeg tror ikke, at det varer mere end et halvt år, før end vi har et produkt på markedet,« siger Bent Østergaard til Børsen.

Udover sit brystkræftmiddel er det lindrende middel, BP-C2, Meabcos store mulighed. Markedet for at lindre patienter i kemoterapi er så stort, at selvom Meabco kun får en lille andel, kan selskabet sælge for flere milliarder kroner.

Meabco prøvede i midten af 00'erne at komme ind på det danske marked, men blev afvist af danske læger og beskyldt for at lyve om sine kliniske forsøg af Lægemiddelstyrelsen, skriver Børsen.