Lauritz.com vil på børsen hinsidan

Det bliver den svenske børs, pengetrængte Lauritz.com vil lade sig notere på, meddeler selskabet.

Mette Rode Sundström og Bengt Sundström.
Læs mere
Fold sammen

Det bliver investorerne i Stockholm, der i første omgang kan se frem til at kunne købe aktier i Lauritz.com, når auktionshuset efter planen vil lade sig børsnotere i løbet af de kommende måneder.

Ifølge TV2 Business skyldes beslutningen, at der er for lav aktieomsætning blandt mindre og mellemstore virksomheder på fondsbørsen i København. First North-børsen i Stockholm er kendt for at have en højere aktivitet - særligt blandt de mindre virksomheder, og ifølge TV2 Business er Lauritz.com blot den seneste af en række danske virksomheder, der er kørt over broen for at finde aktionærerne.

For Lauritz.com er en sucessfuld børsnoteringen noget nær altafgørende. Auktionshuset endte med et underskud på 10,7 millioner kroner før skat sidste år, og egenkapitalen er på beskedne 13 millioner.

Selv har den svenske stifter, Bengt Sundström, stået fast på, at det er ambitionen om at vokse yderligere, der har efterladt auktionshuset med et behov for mere kapital.

»Vi har nogle spændende muligheder ude i den store verden, og til det har vi brug for midler. Det kan være en børsnotering, en kapitalfond eller institutionel investor. Vi er åbne for alt,« sagde Bengt Sundström tilbage i februar.

Lauritz.com er nordens største auktionshuse og består aktuelt af 26 huse i Danmark, Sverige, Tyskland og Norge.