Lauritz.com politianmeldt af Rejsegarantifonden

Det børsnoterede auktionshus Lauritz.com er mandag blevet politianmeldt af Rejsegarantifonden, fordi Lauritz.com har solgt en pakkerejse i virksomhedens eget navn, hvilket ikke er tilladt.

Foto: Søren Bidstrup. Lauritz.com er blevet politianmeldt af Rejsegarantifonden.
Læs mere
Fold sammen

Rejsegarantifonden har mandag indgivet en politianmeldelse af auktionshuset Lauritz.com Det sker, fordi Lauritz.com har solgt pakkerejser i sit eget navn, hvilket ikke er tilladt. Lauritz.com har som virksomhed ikke dækning for sine pakkerejser via Garantifonden, hvilket betyder, at selskabet ikke må udbyde og sælge rejser på egen hånd.

Ifølge Rejsegarantifonden er Lauritz.com registreret i fonden som formidler af pakkerejser for et tysk selskab ved navn TransOcean Kreuzfahrten. Når Lauritz.com udelukkende formidler rejser via det tyske selskab, er det børsnoterede auktionshus derfor ikke forpligtet til at stille garanti overfor Rejsegarantifonden.

Men Lauritz.com er altså tilsyneladende gået skridtet videre og har solgt en pakkerejse i sit eget navn uden oplysning om, at de optræder som agent eller formidler, hvilket altså ikke er tilladt.

Iføge Rejsegarantifondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, bliver politiet sjældent involveret i sager om registrering i Rejsegarantifonden.

»Vi har vel mellem fem og ti politianmeldelser årligt. Politiet ser på sagen og vurderer, om de er enige i, at der foreligger en overtrædelse af Rejsegarantifonden. Hvis de er det, vil der falde en bøde,« siger Birgitte Fjeldhoff.

Rejsegarantifonden dækker forbrugernens omkostninger, hvis et rejseselskab, der sælger pakkerejser, går konkurs. Fonden kan også nedlægge forbud mod, at en rejse blive gennemført, hvilket altså betyder, at kunden slet ikke kommer afsted på ferie.

Auktionshuset var igennem en særdeles turbulent børsnotering i juni 2016, der i første omgang blev udskudt i sidste øjeblik. Få uger senere landede det omdiskuterede auktionshus så alligevel på børsen i Stockholm til en noget lavere pris. Det har dog været en gedigen aktienedtur for forretningsparret Mette Rode og Bengt Sundstrøm, der har set selskabets aktiekurs rasle ned.

Efter 12 år som topchef for Lauritz.com valgte Mette Rode Sundstrøm i foråret at sige sin stilling op blot ni måneder efter, at auktionshuset gik på børsen. Hun fortsætter dog i selskabets bestyrelse.

Auktionshuset har blandt andet haft store problemer med en nedslidt lagerejendom på Østerbro, der skal renoveres for et stort millionbeløb, som Berlingske Business tidligere har beskrevet. Derudover tynges selskabets pengekasse hvert år af en 20 millioner kroner stor renteregning på Lauritz.coms obligationslån i Sverige.

Derudover presses selskabet i stigende grad fra konkurrenter i markedet for auktioner og salg af brugte varer på nettet.

I de første tre måneder af 2017 faldt omsætningen af auktioner - Lauritz.coms kerneforretning - med knap 20 procent til under 200 mio. kroner, viste selskabets regnskab for årets første kvartal.

Lauritz.com har skrevet i en mail til Berlingske, at der er sket »en klar fejl«. Ifølge konceptchef Mette Jessen tager ledelsen af auktionshuset Rejsegarantifondens anmeldelse til efterretning.