Lauritz.com blev fanget i gældsklemme, aktiekursen styrtdykkede – men selskabets formand blev belønnet med millioner

Et helt igennem miserabelt regnskabsår med et aktiekursfald på 80 procent er ingen hindring for en gylden lønpakke. For auktionshuset Lauritz.com var 2018 året, da stort set alt gik skævt. Alligevel blev ejer og formand Bengt Sundstrøm belønnet med et særligt konsulenthonorar på 2,4 millioner kroner.

Trods et skidt 2018 kan Bengt Sundstrøm glæde sig over en samlet aflønning på 2,6 millioner kroner som bestyrelsesformand i Lauritz.com. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Lad os slå det fast med det samme: 2018 var et forfærdeligt år for auktionshuset Lauritz.com.

2018 var året, da ledelsen i Lauritz.com – herunder bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm – indså, at auktionshusets økonomiske formåen var så ringe, at selskabet ikke var i stand til at indfri et stort obligationslån på over 230 millioner kroner.

Selskab Kurs Ændr. %

2018 var også året, da selskabets aktiekurs fortsatte sin lange rutsjetur mod bunden. De i forvejen hårdt prøvede investorer i Lauritz.com kunne i 2018 se deres aktier dykke med 80 procent.

Endelig faldt auktionshusets omsætning også i 2018. Siden 2015 er det gået i den retning for Lauritz.com.

For Bengt Sundstrøm, selskabets hovedejer og bestyrelsesformand, er der dog et enkelt klart lyspunkt i et ellers skidt regnskabsår. Den svenske formand blev igen i 2018 belønnet med et særligt konsulenthonorar på 2,4 millioner kroner, der skal lægges oven i hans aflønning som formand på 200.000 kroner. Det bringer, som det var tilfældet i 2017, Bengt Sundstrøms samlede lønpakke op på 2,6 millioner kroner.

Et hurtigt vue over de største danske børsselskabers lønudgifter til bestyrelsesformænd viser, at Bengt Sundstrøms ordning er særdeles lukrativ. Det er nemlig sådan, at Lauritz.com-formandens lønpakke langt overstiger den, som hans formandskollegaer i mastodonter som Lundbeck, Ørsted og Carlsberg bliver tilbudt.

Spiller rollerne selv

I Dansk Aktionærforening har direktør Mikael Bak svært ved at se logikken i, at Bengt Sundstrøm skal belønnes med millioner for konsulentarbejde, som ikke er nærmere defineret i selskabets årsregnskab.

»Jeg kan ikke se, at det er i de almindelige aktionærernes interesse, at der gives et så stort honorar, uden at det er forklaret bedre,« siger Mikael Bak.

Samme holdning har Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

»Det minder jo lidt om en Anders Matthesen-film, hvor han spiller alle rollerne selv. Hvis man har tre-fire kasketter på, så kan man ikke se, hvilken kasket der skygger for de andre«


»Hvis en bestyrelsesformand for Lauritz.com får 200.000 kroner om året i honorar, synes jeg faktisk ikke, at det ligger så langt væk fra virkeligheden. Men at få et ekstraordinært honorar på 2,4 millioner kroner, det har jeg meget svært ved at forstå,« siger Per Hansen.

Foruden hvervet som bestyrelsesformand er Bengt Sundstrøm også medlem af både Lauritz.coms revisionskomité og aflønningskomité. Desuden sidder Sundstrøm på langt størstedelen af selskabets aktier. Dermed har Bengt Sundstrøm iført sig temmelig mange forskellige kasketter, påpeger Per Hansen.

»Det minder jo lidt om en Anders Matthesen-film, hvor han spiller alle rollerne selv. Hvis man har tre-fire kasketter på, kan man ikke se, hvilken kasket der skygger for de andre,« siger Per Hansen.

Tilbage står, at mens aktionærerne altså for alvor fik ørerne i maskinen i 2018, kunne Bengt Sundstrøm fortsat glæde sig over en aflønning på 2,6 millioner kroner.

»Selskabets kursudvikling taler sit tydelige sprog. Det ville være klædeligt, at bestyrelsesformanden viste tilbageholdenhed i et år, der er gået så dårligt,« siger Mikael Bak fra Dansk Aktionærforening.

I et skriftligt svar til Berlingske Business forsvarer Bengt Sundstrøm sin lønpakke. Den svenske Lauritz.com-ejers forklaring er ord til ord en tro kopi af det svar, han leverede på samme spørgsmål sidste år:

»Jeg får som bestyrelsesformand 200.000 kr. i årligt honorar for min rolle som formand. Som der også stod i vores børsprospekt, kan bestyrelsen vælge at give bestyrelsesmedlemmer konsulentopgaver. Jeg påtager mig således løbende strategiske opgaver, der ligger udenfor den forventelige indsats fra en formand. Disse opgaver honoreres med et separat konsulenthonorar. En praksis bestyrelsen forventer at fortsætte, så længe den mener, at mit bidrag gavner Lauritz.com som virksomhed.«

Prisen på en aktie i Lauritz.coms ligger lige nu på omkring 1,3 svenske kroner. Da selskabet kom på børsen, kostede en aktie i auktionshuset 15 svenske kroner.