Las Vegas-pengekonference rykker til København

Verdens vigtigste konference for betalingsindustrien, der plejer at blive afholdt i Las Vegas, kommer nu til København. Det vil skabe job i både i den finansielle sektor og inden for turisme, siger Københavns overborgmester.

Foto: HECTOR MATA. Betalingskonferencen Money20/20 Las Vegas etablerer en europæisk pendant, som placeres i København. Konferencen forventes at tiltrække mindst 3.000 deltagere første år.
Læs mere
Fold sammen

Både den finansielle sektor og overborgmester Frank Jensen klapper i hænderne over, at en meget prestigefuld pengekonference ny kommer til København. Således har verdens vigtigste konference for betalingsindustrien, Money20/20 i Las Vegas, valgt at placere en europæisk pendant i København.

Det sker første gang i april 2016, hvor konferencen vil vare i tre dage og derefter være en tilbagevendende begivenhed. Det bliver Bella Center, der skal tage imod de mange besøgende. Minimum 3.000 deltagere forventes det, at konferencen vil tiltrække det første år.

Københavns overborgmester Frank Jensen forventer, at konferencen vil skabe nye job til landets hovedstad.

»Jeg er rigtig glad for, at Money20/20 Europe konferencen skal holdes i København fra 2016. Når flere tusinde deltagere fra finanssektoren kommer til København, er det med til at styrke vores finans IT-klynge og skabe job til københavnerne inden for turisme, i eventbranchen og i finansielle virksomheder,« siger Frank Jensen i en meddelelse.

Emnemæssigt vil konferencen dække alt, hvad der vedrører betalingsindustrien, og deltagerne tæller blandt andet etablerede spillere som banker, kreditkortselskaber, iværksættere og forskere.

Også i den danske finanssektor vækker nyheden om Money20/20 Europe begejstring.

»Vi skal udnytte det momentum og de internationale kontakter, som konferencen vil give os. I en global verden, hvor mange lande ikke har så udviklede betalingssystemer, som vi har i Danmark, kan Money20/20 Europe bl.a. være med til at skabe nye arbejdspladser og øge eksporten af danske løsninger,« siger Finansrådets formand Tonny Thierry Andersen.

Den originale Money20/20 konference i Las Vegas blev første gang afholdt i 2011 og tiltrækker årligt mere end 7.000 deltagere fra 3.000 virksomheder og 75 lande over tre dage.

I forbindelse med seneste konference i oktober 2014 annoncerede Money20/20 planerne om at udvide med en europæisk konference i 2016. Lige siden har Wonderful Copenhagen, Bella Center og netværksorganisationen Copenhagen Fintech Innovation and Research (CFIR) arbejdet på at positionere København som værtsby og Bella Center som venue.

»Igennem gode kræfters stærke samarbejde er det lykkedes at skabe en værdifuld platform, som bygger på mange af hovedstadens styrkepositioner, og som i sidste ende har været udslagsgivende for beslutningen om at vælge København. Money20/20 Europe er en prestigefuld konference, der cementerer Københavns position som en attraktiv og vedkommende destination for viden- og forretningsevents,« siger Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.