Lars Rebien: Jeg er ikke den rette til at lede Novo gennem digital transformation

Lars Rebien Sørensen træder tilbage som CEO for Novo Nordisk ved udgangen af året. Det sker som bekendt på et tidspunkt, hvor Novo Nordisk er voldsomt udfordret af prispres i USA, men det er ikke den eneste forandring, Danmarks største medicinalvirksomhed skal håndtere.

Foto: Thomas Lekfeldt. Lars Rebien Sørensen. Novo Nordisks afgående topchef, Lars Rebien Sørensen, taler på lederkonferencen ND Dagen 2016 om "mennesket og lederen Lars Rebien Sørensen".
Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisk kigger som mange andre virksomheder ind i en ukendt digital fremtid, hvor informationsteknologi formentlig kommer til at spille en langt vigtigere rolle end i de 16 år, Lars Rebien Sørensen har stået i spidsen for Novo Nordisk. Medicinalvirksomheden skal med Lars Rebien Sørensens ord gennem »en digital transformation«, og det mener han ikke, at han er den rette til at stå i spidsen for.

Det sagde han tidligere på dagen på Netværk Danmarks lederkonference i København, der i øvrigt havde temaet »ledelse i transformationens tid«.

«Jeg tror ikke, at jeg vil være den rette til at lede virksomheden gennem en digital transformation. Og det skal den. Vi vil i fremtiden komme til at bruge meget mere information om den enkelte patients forhold og om, hvordan vores produkter anvendes. Vi skal bruge den form for information til at anskueliggøre værdien af vores produkter i fremtiden. Jeg kan godt se konturerne af det, men at gennemføre det og se, hvordan vi får forbundet virksomheden med de patienter, der bruger vores produkter. Det, tror jeg, at der skal nogle andre kompetencer til, end dem jeg har,« sagde Lars Rebien Sørensen.

På podiet blev han interviewet i 45 minutter af DR-journalist Ask Rostrup, der spurgte om Lars Rebien Sørensen var bange for at blive umoderne. Til det svarede Novo-bossen: 

»Næ, jeg er sådan set godt nok tilfreds, som jeg er. Men jeg synes, at tiden er rigtig til, at jeg stopper, for min tilgang til informationsteknologi er totalt old school. Så der er behov for, at der kommer yngre folk til, som bedre forstår den digitale udfordring og kan sætte sig ind i, hvordan vi kan bruge det offensivt, og selvfølgelig også, hvad der kan være trusler,« sagde Lars Rebien Sørensen.