Efter 12 år i bestyrelsen for Københavns Lufthavne - heraf 10 år som formand - takker Henrik Gürtler af.

Begrundelsen lyder, at ifølge anbefalingerne for god selskabsledelse "betragtes medlemmer af en bestyrelse ikke som uafhængige efter at have siddet i bestyrelsen i mere end 12 år". Derfor har Henrik Gürtler valgt at trække sig på den kommende generalforsamling i april 2014.

Det giver plads til Lars Nørby Johansen, der netop blev kendt i bredere kredse som manden, der med Nørby-udvalget satte ord på god selskabsledelse i Danmark. Han kan bidrage med stor erfaring fra en række formandsposter i dansk erhvervsliv. Det gælder blandt andre formandskaberne i Falck A/S, William Demant Holding A/S, Danmarks Vækstråd, Syddansk Universitet samt Codan A/ S og Codan Forsikring A/S.

Nørby Johansen afveg selv fra de famøse anbefalinger for god selskabsledelse, da han som tidligere direktør blev formand for bestyrelsen i Falck i 2004. En post, der sidste år gav ham prisen for årets danske bestyrelsesformand.

Sin erfaring kan Nørby Johansen få stærkt brug for i lufthavnens bestyrelse, for det er ikke nogen helt let opgave at balancere de forskellige ejeres interesser. Den danske stat ejer 39,2 procent af aktierne i Københavns Lufthavne, men den største bid på 57,7 procent tilhører selskabet Copenhagen Airports Denmark, som er kontrolleret i fællesskab af canadiske Ontario Teachers’ Pension Plan (OTPP) og det australske selskab Macquarie European Infrastructure Fund III.

Australske Macquarie har tidligere givet den afgående formand Henrik Gürtler hovedpine. Det skete i 2011, da dagbladet Politiken beskrev, hvordan den australske storaktionær havde trukket 2,2 mia. kroner ud af Københavns Lufthavne og sendt dem til Bermuda via et skuffeselskab i Luxembourg.

Lufthavnens nye formand Lars Nørby Johansen har også erfaring med at styre et delvist statsejet selskab fra sine 15 år i DONG Energys bestyrelse, herunder 11 år som næstformand. Han forlod energiselskabets bestyrelse sidste forår i kølvandet på den dramatiske fyring af tidl. adm. direktør Anders Eldrup.