Lars Liebst ny formand for TV 2

Tivoli-direktør Lars Liebst er ny mand for bordenden i TV2. Det erfarer Business.dk. Dermed har kulturminister Brian Mikkelsen afløserne til Niels Boserup klar, når han i dag går på talerstolen på generalforsamlingen i TV 2.

En generalforsamling, hvor også næstformand Lars Nørby Johansen og bestyrelsesmedlem Jess Myrthu forlader TV2.

Den 51-årige Lars Liebst har været adm. direktør i Tivoli siden 1996, og har været med til at gennemføre en større modernisering i den gamle have.

Lars Liebst bestrider desuden en række bestyrelsesposter, blandt andet i Dansk Industri, Illum og Løgimose-Nimb.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Liebst.