Lars Larsen slår rekord, men taber penge på sushi og møbelkæder: »Jeg ved godt, at nogle mener, at jeg er for tålmodig«

Lars Larsen Group leverer et historisk stort milliardresultat, men en række investeringer inden for blandt andet mad og møbler giver fortsat millionunderskud.

f
Lars Larsen tjener godt på hovedforretningen, men kæmper stadig med en række af sine sideaktiviter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Han er kendt for at være en tålmodig mand med sine investeringer. En strategi, der i høj grad har givet pote, når man kigger på tallene for købmanden Lars Larsens samlede aktiviteter.

Med en omsætning på 31,6 milliarder kroner og et resultat før skat på 3,6 milliarder kroner var 2017/18 et godt år for Lars Larsen Group, der ud over Jysk Group ejer en række virksomheder inden for retail, restaurant og golf.

Resultatet var cirka 200 millioner kroner bedre end året før og dermed det bedste nogensinde i Lars Larsen Group.

»Overordnet er jeg meget tilfreds med resultatet. Præcis som tidligere år er det Jysk Group, der genererer langt den største del af overskuddet, hvilket har gjort det muligt fortsat at investere massivt i en række af de andre virksomheder, der er en del af Lars Larsen Group,« siger Lars Larsen i en pressemeddelelse.

Regnskabstallene for Jysk Group, der består af den nordiske del, Jysk Nordic, og af den tyske del, som er navngivet Dänisches Bettenlager, var fremme i december.

Regner man hovedforretningen Jysk Group, der har 2.668 butikker og beskæftiger omkring 23.000 medarbejdere, fra, kan man se, at Lars Larsens sideaktiviteter samlet har omsat for fem mia. kr. i 2017/18, mens de tilsammen har genereret et resultat før skat på 179 mio. kr. Det er en kende lavere end året før, hvor Larsens øvrige selskaber leverede et samlet overskud på ca. 200 mio. kr.

Taber millioner på Letz Sushi og IDdesign

Lars Larsen har længe kæmpet med at få flere af sine sideaktiviteter til at give overskud, og der er da også stadig en række selskaber i gruppen, der er udfordret på indtjeningen. Det har blandt andet resulteret i markante ændringer i strategien for IDdesign, der driver møbelkæderne Ilva og IDEmøbler, og som de seneste tre år har tabt 321 mio. kr.

Det fik i september sidste år Larsen til at slå IDEmøbler og Ilva sammen, mens 47 medarbejdere enten mistede deres arbejde eller fik tilbudt et job andetsteds i Lars Larsen Group.

»Vi vurderede, at det var nødvendigt at foretage nogle større ændringer for at styrke virksomheden på lang sigt. Det har vi nu gjort, og jeg forventer, at det slår positivt igennem i løbet af de kommende år,« konstaterer Lars Larsen.

Også restaurantkæden Letz Sushi har investeret massivt det seneste år, hvilket betød, at regnskabsåret 2017/18 som ventet resulterede i et minus på knap 30 millioner kroner.

»Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at jeg er for tålmodig med nogle af mine investeringer. Men min erfaring er, at det som oftest er det rigtige at holde fast frem for at give op, så snart det bliver hårdt. Det er det, Jysk og Lars Larsen Group er skabt på,« lyder det fra Lars Larsen.

Han peger på, at et samlet resultat før skat på 3,6 milliarder i seneste regnskabsår er for ham er et bevis på, at hans måde at drive virksomhed på »ikke er helt tosset«.

Lars Larsen glæder sig da også over, at en række af de investeringer, der er foretaget de senere år, har båret frugt i form af kraftigt forbedrede resultater. Han fremhæver blandt andet Garia, der producerer og sælger golfbiler.

»Resultatet i Garia er forbedret med godt 25 millioner kroner, og fremgangen fortsætter i indeværende regnskabsår. Også SengeSpecialisten er inde i en meget positiv udvikling. Efter en årrække med millionunderskud kom SengeSpecialisten ud med et resultat tæt på nul, og jeg forventer, at det bliver vendt til et plus i regnskabsåret 2018/19,« siger Lars Larsen.

Han glæder sig også over millionoverskud i blandt andet Actona Company, Bolia, og leasingvirksomheden Solid Leasing, der er en af de nyeste virksomheder i Lars Larsen Group.