Lars Kolind skyder millioner i dansk internetprojekt

Det københavnske IT-firma Bluetown, som leverer internetforbindelser i områder af verden, hvor kommunikationen er elendig eller ikke-eksisterende, får erhvervsmanden Lars Kolind med om bord.

Det danske firma Bluetown sætter solcelledrevne parabolmaster op i fjerntliggende egne af især Afrika og Indien og giver dermed lokalbefolkningen mulighed for at komme på Internet til en pris, som de kan betale. Foto: Bluetown Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En danskledet indsats for at bringe Internet ud til milliarder af mennesker i områder uden forbindelser får nu 14 millioner kroner i tilskud fra erhvervsmanden Lars Kolind.

Det er IT-firmaet Bluetown i København med den tidligere administrerende direktør for Nokia Danmark, Peter Ib, i spidsen, som får et godt rygstød i bestræbelserne for at sætte master med paraboler op i navnlig Afrika og Indien og på den måde sikre, at massevis af mennesker for første gang kan koble sig på nettet til en pris, som de kan betale.

Kæmpe potentiale

Bluetown er stiftet i 2012, og Peter Ib kom til som ansat nummer fire året efter. I dag beskæftiger Bluetown lidt over 60 medarbejdere, omkring halvdelen i Danmark.

»Vi lagde ud med en stort set blank tavle men med en stærk vision om at bringe internetkommunikation ud til folk, der ikke har mulighed for at komme på nettet. Vi går efter områder, hvor der ikke er kommunikationsmuligheder, fordi teleindustrien ikke kan få en forretning til at hænge sammen. Det drejer sig om milliarder af mennesker og giver os et kæmpe potentiale, som Lars Kolind heldigvis også kan se. Kernen i vores forretning er at tilbyde basale løsninger til en pris, som folk kan betale. Og hvis det kan lykkes i lille skala i nogle landsbyer, kan det lykkes i stor skala i store byer, og det går vi efter,« forklarer Peter Ib til Berlingske.

Lars Kolind vil på Bluetowns ekstraordinære generalforsamling til maj blive valgt ind i Bluetowns bestyrelse og dermed være tæt på arbejdet på at nå en vækst på trecifrede millionbeløb og en milliardomsætning.

Danske opstartsvirksomheder mangler dansk opbakning

»Dette er en relativt stor investering for mig, men normalt investerer jeg på et tidligere tidspunkt. Jeg tror, at Bluetown kan gøre en meget stor forskel for rigtigt mange mennesker, og det vil jeg gerne være med til. Samtidig har det potentialet til at blive en meget stor og meget god forretning, så intet kan få mig til at lade være. Jeg har været med til at starte over 25 virksomheder, og somme tider har man bare på fornemmelsen - uden objektivt at kunne forklare hvorfor -, at dette bliver stort,« siger Lars Kolind til Berlingske.

Af de 25 virksomheder, hvoraf han siden har solgt sig ud af de 20, har omkring halvdelen arbejdet med teknologi, kommunikation og/eller Internet.

»Alle opstartsvirksomheder har en stor risiko, men en af de største er, at ingen bakker dem op. Vi har i Danmark lige så mange lovende opstartsvirksomheder som i Silicon Valley. Forskellen er, at meget færre bakker dem op. Og jo flere der gør det, jo mindre er risikoen,« fastslår han og kalder det »en relativt let beslutning« til gå ind i Bluetown.

Kæmpe satsning i Indien i år

Bluetown startede i Tanzania i Østafrika med fem millioner kroner i støtte fra DANIDA. I dag er der etableret landekontor i Dar es Salaam, i Ghana i Vestafrika samt i Delhi i Indien, hvor den nye premierminister har sat som mål, at samtlige indere om senest ti år skal være forbundne til nettet.

»Især i Indien forventer vi meget stærk fremdrift. Vi skal nå 1.000 installationer mere i år, og det kræver klart, at der skal skaffes relativt store kapitalmængder,« siger Peter Ib.

Bluetown sætter master på mellem seks og 24 meter op med paraboler på. De drives ved solceller og kan dermed dække omkring 200 meter rundt om masten. Bluetown sælger så datapakker ganske som taletidskort. I Indien er dagspakken på to megabyte data den mest brugte, og i Tanzania er det nogen lunde det samme. Lige nu har Bluetown 30 master oppe med mellem 50 og 2.000 brugere pr. mast.

»Vi lavede for nylig en test på en togstation i Indien. Den er et trafikknudepunkt, så her er dagligt mellem 8.000 og 10.000 brugere på,« siger Peter Ib.

På scenen i Kigali til maj

Han forventer at skulle ansætte flere folk i Danmark men frem for alt ude i verden, »hvor arbejdet skal laves«.

Til maj skal Bluetown på scenen på en konference i Rwandas hovedstad, Kigali, hvor Bluetown har vundet et åbent udbud, som regeringen sammen med FN udbød. Det har betydet en blåstempling af Bluetowns løsning.

»I Afrika sker der typisk det, at når man ser, hvordan noget er blevet løst ét sted, bliver det kopieret andre steder. Derfor er der en bølge i gang nu i især Indien og Afrika, og den prøver vi at ride på. Derfor er det superpositivt, at Lars Kolind kommer ind nu,« siger Bluetown-direktøren, som føler, at han har bestået eksamen, fordi også Lars Kolind er meget kritisk med, hvad han skyder penge i.

Bluetown venter at gå i plus i løbet af 2017 og har som mål at runde en omsætning på 153 millioner dollars i 2019.

Ifølge tal fra FN-organisationen Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) har 55 procent af verdens befolkning i dag ikke adgang til Internet. I Afrika er det hele 84 procent.