Langt fra en grøn revolution

Endnu lægger meget få lejere vægt på, at de bor i en bæredygtig ejendom. Der er heller ikke noget pres fra medarbejderne, som frem for alt gerne vil have en god beliggenhed.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange ord er blevet sagt og skrevet om, hvordan det bliver mere og mere vigtigt, at ejendomme er bæredygtige. Men hvis der er en udvikling på det punkt, er den meget langsom, viser Colliers Internationals undersøgelse blandt europæiske lejere.

Færre end hver femte lejer har således spørgsmålet om bæredygtighed blandt de tre vigtigste kriterier, når de skal finde et lejemål, og ingen har det som topprioritet. På det punkt er de enige med deres ansatte, hvoraf kun ca. fem procent lægger vægt på, at deres fysiske arbejdsplads har grønne udmærkelser.

»Man vil gerne – men når det først kommer til, at man skal betale for det, så daler interessen,« konstaterer direktør Peter Lassen fra Colliers i København, som dog stadig tror på, at fremtiden tilhører de bæredygtige ejendomme.

»De nye byggerier bliver lavet med grønne certificeringer, og det er selvfølgelig et tegn på, at udlejerne gerne vil have noget byggeri, der er holdbart i rigtig mange år. Så jeg tror, at det vil blive et konkurrenceparameter på længere sigt. Når det igen bliver svært at tiltrække medarbejdere, vil det være et parameter, at man har en grøn profil og har en social profil. Man kan ikke stoppe den udvikling. Vi ser den ikke lige nu, men lige pludselig vil den være der,« siger Peter Lassen.

Ikke overraskende er prisen det vigtigste parameter for lejerne. Næsten alle har den blandt de tre vigtigste prioriteter. Til sammenligning er det cirka halvdelen, der prioriterer, at lejemålet skal være attraktivt for henholdsvis medarbejdere og kunder. For medarbejderne handler det først og fremmest om, at det skal være nemt at komme på arbejde.