Lang kø og forsinkelser i Københavns Lufthavn forude 

Fra 31. august og en uge frem vil alle flypassagerer blive tjekket en ekstra gang ved paskontrollen i Københavns Lufthavn.

Læs mere
Fold sammen
Mellem den 31. august og den 6. september er der risiko for ekstra kødannelser i de europæiske lufthavne – herunder også Københavns Lufthavn. I samtlige medlemslande i Schengen-samarbejdet skal der foretages en udvidet pas- og grænsekontrol.

Den ekstra kontrol vil betyde, at politiet skal bruge cirka 30 sekunder mere på at undersøge hver enkelt rejsende, oplyser flyselskabet Thomas Cook Airlines.

Samtlige rejsende, der rejser ud og ind af Schengen-området, skal tælles og kategoriseres.

- Myndighederne vil ikke udelukke, at der kan blive tale om forsinkelser på en række fly på grund af køer i grænsekontrollen. For at begrænse forsinkelserne vil passagerne på de såkaldte non-Schengen-afgange blive kaldt tidligere ud til flyene, siger informationschef i Thomas Cook Airlines Scandinavia, Torben Andersen.

Selv om politiet oplyser, at man har fuld bemanding på posterne i optællings ugen, er det altså alligevel en god ide at møde op i lufthavnen i god tid.