Landmænd sætter gang i byggeriet

Efter års stilstand har landmænd igen råd til byggeri

Mere plads til grisen eller nye lokaler til køerne. Der er igen kommet gang i byggeriet på landet. Efter flere år med lavvande i budgetterne, er nye bygninger og udvidelser af eksisterende igen blevet aktuelle for mange landmænd.

I år har landbrugsorganisationen Agri Nord sendt 91 bygge-ansøgninger på vegne af landmænd. Allerede nu er det 16 flere end hele sidste år.

Det fortæller DR Nordjylland.

»Jeg kan tydeligt mærke at interessen er større«, siger Carsten Aarup, miljø- og virksomhedsrådgiver ved Agri Nord.

Renovering og nybygning er prioriteret ned i en årrække, hvor indtjeningen måske ikke har været så god i landbruget. Men afregningsprisen er steget, og det giver optimisme og lyst til at kaste sig ud i forbedring af byggemassen.

»Det er jo klart, at det giver luft i økonomien mange steder,« siger Carsten Aarup.

Men landmændene skal forberede sig, før de kaster sig ud i et byggeprojekt. Sådan lyder det fra et byggerådgivningsfirma. Ellers kan man ende med nogle ærgerlige og dyre løsninger.

»Det kan få konsekvenser, som man kunne have undgået,« siger Bente Søgaard, der er direktør i byggerådgivningsfirmaet BK Nord, der anbefaler landmænd om at tænke sig godt om, inden håndværkeren bestilles.

- Det er vigtigt, at man tager fat i det i den rigtige rækkefølge. At man få taget sine beslutninger velovervejet, lyder det fra Bente Søgaard til DR Nordjylland. Eksempelvis glemmer mange at tage hensyn til brandkrav, og det kan ifølge BK Nord let komme til at koste en halv million kroner ekstra i omkostninger.