Landbrugets organisation frygter større nedskrivninger

Bankerne har taget store tab på deres udlån til landbruget i de seneste år, og der er desværre noget, der tyder på, at landbrugets situation bliver værre, før det forhåbentlig vender i 2017.

Ifølge ny rapport fra Finanstilsynet har bankerne nu nedskrevet i alt 16,2 pct. af sektorens samlede udlån til landbruget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Det konstaterer Frank Øland, der er cheføkonom i landbrugets egen erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer.

Han hæfter sig ved, at Finanstilsynet i sin seneste rapport om pengeinstitutternes tilstand udpeger landbruget som bankernes problembarn.

- De samlede nedskrivninger på udlån til landbruget steg fra 3 pct. i 2014 til 3,5 pct. i 2015. Det er meget store nedskrivninger. Der er desværre en betydelig risiko for, at 2016 også bliver et rigtig svært år i landbruget, og at nedskrivningerne vil blive endnu højere i år, siger Frank Øland.

2016 KAN BLIVE VÆRRE END FOREGÅENDE ÅR

Ifølge Finanstilsynets rapport har bankerne nu nedskrevet i alt 16,2 pct. af sektorens samlede udlån til landbruget.

Men prisudviklingen på flere vigtige landbrugsvarer indikerer, at 2016 kan blive værre end de foregående år, og det værste siden 2009.

Vidensinstituttet Seges er ifølge Frank Øland ude med en rapport, der viser, at den gennemsnitlige heltidsbedrift inden for landbruget vil få et driftsunderskud på 138.000 kr. i år.

Der er dog stor spredning, og den bedst indtjenende tredjedel af landmændene ventes at levere en indtjening på godt 400.000 kr. i år mod 1 mio. kr. sidste år.

- Bankerne har nok allerede set ind i 2016 og i et eller andet omfang vurderet, at det bliver endnu et dårligt år. Problemet er bare, at det ser ud til, at 2016 ser ud til at blive endnu svagere end i 2015, og det har bankerne nok ikke taget helt højde for. Det er det, der ligger til grund for at sige, at der nok kommer yderligere nedskrivninger, og at de nok bliver større end sidste år, siger Frank Øland.

Han peger på, at prisprognoserne for nogle af de vigtigste landbrugsvarer er mørke.

- Vi har en prognose om, at priserne bliver lidt bedre, når det gælder svinekød. For mælk ser det svært ud i resten af 2016, og det samme gælder sådan noget som hvedepriserne. Så der er tale om meget lave priser, hvor der ikke er udsigt til en væsentlig bedring, siger Frank Øland.

Næste år forudser Seges dog, at den bedst indtjenende tredjedel af landbruget igen vil tjene omkring 1 mio. kr., som det var tilfældet i 2015.