Nye tal fra rådgivningscenteret Sege afslører, at omkring hvert syvende landbrug befinder sig i en konkursmæssig højrisikozone, hvor bankerne fristes til at give op.
Det skriver Børsen.
- Vi går langt for at sikre, at vores landmænd har den likviditet, der skal til for at drive deres forretning. Men på et tidspunkt kan man komme i en situation, hvor både vi og landmændene ikke kan se en realistisk mulighed for at at skabe positiv drift i virksomheden igen. Og hvis man kommer i den situation, så er det nødvendigt at stoppe, siger Klaus Skjødt, der er administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland.
Sidste år havde Sparekassen Kronjylland en eksponering på 11 pct. over for landbrug og fiskeri.
Det danske landbrugs samlede gæld er nu løbet op i 371 mia. kr - det højeste niveau nogensinde registreret. Den store gæld har over de seneste 12 måneder, målt ved udgangen af november, været med til at skubbe 159 landbrug ud over konkurskanten.