Lakridskongen sælger ud af forretningen

Johan Bülow har solgt majoriteten af sit lakridsselskab til kapitalfonden Valedo. Han fortsætter dog som chef i virksomheden, der efter planen skal op på næste niveau.

Johan Bülow. Lakrids by Johan Bülow A/S Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Et af den nyere tids største succeser i dansk detailliv er kommet på svenske hænder.

Lakrids by Johan Bülow har i løbet af en håndfuld år etableret sig som et af Nordens hurtigst voksende konfektureproducenter, og det har nu fået den svenske kapitalfond Valedo til at slå til og købe majoriteten i selskabet, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Parterne ønsker ikke at oplyse en pris, men Valedo har købt majoriteten selskabet, der de seneste fem år har givet et samlet overskud på 52 millioner kroner.

Salget er kulminationen på ni års hårdt arbejde for den 32-årige bornholmer, Johan Bülow, der startede virksomheden i et køkken på sin fødeø, men som i dag har 200 ansatte og salg til en stribe lande i udlandet. Aftalen er faldet på plads efter to år med drøftelser og forhandlinger, og Johan Bülow vil fortsat sidde på en stor aktiepost i selskabet, ligesom han fortsætter som direktør i virksomheden.

»Det har været vigtigt for mig at sikre virksomhedens videre vækst med en partner, der har prøvet flere af de tiltag vi står overfor at skulle gennemføre i de kommende år. I Valedo har vi fundet en partner, der bakker fuldt op om vores strategi, tilgang til kvalitet og ide om, at hele verden kan lære at elske lakrids,« siger Johan Bülow i pressemeddelelsen, hvor han samtidig melder sig »overbevist om«, at Valedo er den rigtige partner.

Med Valedos hjælp er det ambitionen, at Bülows lakrids i endnu højere grad skal eksporteres til udlandet, hvor særligt Tyskland er interessant for den danske virksomhed. Derudover er det ambitionen at åbne flere større forretninger i udenlandske metropoler.

Derudover håber Johan Bülow fortsat, at forretningen kan fortsætte med at vokse, og i interview med Børsen lufter han ambitioner om på et tidspunkt at have 1.000 ansatte. Den unge iværksætter blev i 2014 kåret som »Årets Leder«, og han har i talrige interviews fortalt om arbejdsuger på 120 timer, da virksomheden skulle sparkes i gang.

Johan Bülows nye forrretningspartner er ikke fremmed i dansk erhvervsliv. Den svenske kapitalfond blev i slutningen af 2013 hoveaktionær i Joe & The Juice, og dengang var det ligeledes med ambitionen om at hjælpe med at eksportere den danske juicesucces til udenlandske markeder.