Lagkagehuset vil vokse 15 pct. hvert år

Den danske bagerkædes butik nr. 100, der i denne uge åbner i New York, bliver absolut ikke den sidste. Ifølge topchef Jesper Friis er der plads til flere i både Danmark, USA og England.

Jesper Friis, der er adm. direktør for Lagkagehuset, vil åbne flere butikker med dansk wienerbrød og bagværk. Arkivfoto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mens der i de fleste vestlige lande bliver talt om butiksdød, gælder det stik modsatte hos Lagkagehuset. Den danske bagerkæde har på få år åbnet et hav af butikker, og det skal selskabet ifølge topchef Jesper Friis fortsætte med.

»Historisk set er vi i gennemsnit vokset med 15 pct. hvert år, og det regner vi med at fortsætte med,« siger han.

Selskabet har 89 butikker i Danmark, ti i London og i løbet af foråret tre i New York. Det er også i de to metropoler, selskabet har planer om at udvide. Til gengæld har topchefen p.t. ingen planer om at kaste sig ind på nye markeder.

»Vi er et godt sted med virksomheden nu, hvor vi har investeret en masse penge, og vi har rigeligt at lave lige nu med Danmark, New York og London,« siger han.

Fra tre til 89 butikker

Antallet af bagerbutikker er faldet drastisk i Danmark, så der i dag er omkring 880 butikker tilbage, hvorimod der i 2005 var 1.200, viser tal fra brancheorganisationen for danske bager- og konditormestre. Men Lagkagehuset er en anden historie, der fra 2008 voksede fra tre butikker til 17 i 2011 og altså i dag kan tælle 89 butikker i Danmark.

Til gengæld er øget fokus på håndværk vokset frem hos bagerierne. Det er en trend, som flere bagerkæder hopper på, bl.a. Meyers, Holms Bager, Emmerys, Reinh van Hauen og selvfølgelig Lagkagehuset, der i kraft af de økonomiske ressourcer fra ejerne, kapitalfonden Nordic Capital og amerikanske L Catterton, har flere finansielle kræfter til at ekspandere.

Lagkagehuset har endnu ikke fremlagt regnskab for 2018. Men selskabets overskud var i 2017 mere ydmygt i forhold til tidligere års præstationer. Selv om omsætningen steg, udgjorde årets resultat blot 9,9 mio. kroner mod 38,3 mio. kroner året før. Et overskudsdyk på 74 pct.

Ifølge Jesper Friis skyldes det ringere resultat, at Lagkagehuset blev solgt til kapitalfonden Nordic Capital i juni sidste år.

»Hvis man kigger på den underliggende drift, er vi pænt tilfredse. Vi er vokset på både top- og bundlinje. Men fordi vi er blevet solgt i år og har haft en masse ekstraordinære omkostninger, er overskuddet ikke så højt, som det plejer at være,« forklarede Jesper Friis i forbindelse med regnskabet.

Han vil ikke ud med, hvordan tallene for 2018, som bliver fremlagt i april, ser ud.