Lærernes Indkøbscentral går konkurs

LIC - eller Lærernes Indkøbscentral - der driver supermarkeder og non-food-salg, er gået konkurs.

Den foreningsbaserede detailhandler LIC - Lærernes Indkøbscentral - har efter flere års underskud kastet håndklædet i ringen og er nu gået konkurs.

LIC har solgt dagligvarer og alt mulig andet isenkram til medlemmerne fra sine varehuse i Aarhus og Herlev og på nettet.

I en pressemeddelelse fra LIC hedder det:

»Efter et længere forløb, hvor ledelsen i LIC har arbejdet aktivt for at sikre foreningens overlevelse, må ledelsen imidlertid erkende, at dette ikke har været muligt, hvorfor bestyrelsen har indgivet konkursbegæring ved foreningens hjemsted i Sverige«.

Det svensk registrerede selskab skulle have afholdt generalforsamling i dag, men den blev aflyst allerede den 4. juli, uden at der blev berammet et nyt tidspunkt.

Forretningens underskud har været støt stigende de senere år fra et minus på ni mio. kr. i 2010 til et underskud på 29 mio. i 2011 til et minus på 38 mio. kr. i 2012. Herefter var egenkapitalen reduceret til blot 13 mio. kr.

LICs omsætning har ligget omkring de 300 mio. kr. om året.