LA: Ny landbrugsreform er for grøn

EUs nye landbrugsaftale fokuserer for meget på miljøet og for lidt på produktionen, lyder det fra Liberal Alliance, som blandt andet mener, at danske landmænd skal have ret til at gøde mere.

Liberal Alliances fødevareordfører, Mette Bock, er utilfreds med, at den nye EU-reform i højere grad tager hensyn til økologi end økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er alt for stort fokus på klimaet og miljøet i EUs nye landbrugsreform.

Det mener Liberal Alliance, som er dybt utilfreds med, at der fremover vil blive stillet skrappere grønne krav til modtagerne af den fælles europæiske landbrugsstøtte.

»Det er dybt kritisabelt, at EU ændrer landbrugsstøtten, så landmænd, der for eksempel lægger jord ud til natur og såkaldte »miljøfokusområder«, og som derfor producerer mindre, får adgang til støttekronerne,« siger fødevareordfører Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Hun så gerne, at man lemper nogle af de miljøkrav, som ifølge Liberal Alliance hæmmer landbrugsproduktionen i Danmark.

»En idé ville være at give landmændene lov til at gøde mere, for eksempel på samme måde som i Tyskland. Det ville skabe en merproduktion på 30 milliarder kroner og 30.000 flere arbejdspladser,« siger Mette Bock.

Liberal Alliance mener, at landmændenes incitament til at levere en høj produktion falder, når de fremover i højere grad bliver belønnet for deres grønne tiltag og ikke for deres produktion.

»Danmark har noget af den bedste landbrugsjord i verden, som vi selvfølgelig skal dyrke. Derfor er det også helt forfejlet, at EU ændrer støtten, så incitamentet til at producere falder,« forklarer Mette Bock.

Som en konsekvens af den nye aftale får danske landmænd fremover mindre støtte, og det er bekymrende, mener Mette Bock.

»I Liberal Alliance ønsker vi, at EUs landbrugsstøtte udfases over tid, men regeringen er nødt til at forholde sig til, hvilke konsekvenser den dalende støtte får, så landmændenes i forvejen pressede økonomi ikke vælter,« siger hun.

Europa-Parlamentet skal godkende den nye aftale, inden den kan falde på plads.